17. juli 2012

Jonathan Siahan, et ungt lovende talent

Der var koncert i Tivolis koncertsal med den unge pianist Jonathan Siahaan, der er født i Danmark af indonesiske forældre. Han har allerede sejre og priser bag sig, men først i 2009 blev han optaget på konservatoriet, og nu fik man hørt ham give et meget varieret program, første del før pausen sat sammen i historisk kronologisk rækkefølge, så man kunne fornemme musikhistorien.
Først fire sonater af Dominico Scarlatti, som på hans tid var et stykke for klaver i en sats. De fire sonater blev så spillet med først en hurtig, så en langsom, så en danseagtig, så en hurtig, dermed kom det til at virke som fire satser i den wienerklassiske rækkefølge. Scarlattis musik er enkel og stram, de blev fremført så de fremstod sangbare og medrivende.
Oven på det fik vi to stykker af Brahms, et intermezzo og ballade, og selv hos en så klassisk orienteret romantiker som Brahms virker harmonierne tykke efter den enkle præ-klassicistiske Scarlatti. Også de blev fremført medrivende.
Denne første del sluttede med nyklassicisten Prokofiev, en af de få komponister i det 20. århundreder, der holdt klaverfanen højt i en tid, hvor antallet af kompositioner for instrumentet gik ned ad bakke. Her var skridtet taget fuldt ud, dog ikke med tolvtonemusikkens radikalitet, dissonanserne dominerer og der er mange krasse harmonier, som adskillige musiklyttere i første halvdel af århundredet stejlede over.
Efter pausen fik vi Liszts h-mol sonate som en dessert. Efter den musikhistoriske rejse i første del faldt man så ned på den kendte virtuos og hans tour de force i klaverets muligheder.
Siahaan udviste med dette forskelligartede program ikke bare store evner, men også at disse evner var yderst alsidige, han formår mange stilarter i det klassiske klaverspil. Må han snart komme igen.