Klassisk contra rytmisk klaver

De to musiktraditioner

Der har efterhånden i vores vestlige musiktradition dannet sig to retninger, den klassiske og den rytmiske. Det har også sat sit præg på pianotraditionen, så vi har det klassiske og det rytmiske klaverspil.
Den klassiske er så kompositionsmusik, der i større eller mindre grad har rødder i middelalderens kirkesang. Den rytmiske har rødder i den musik, som de farvede slaver tog med sig fra Afrika til Den Ny Verden og fusionerede med europæernes musik. Der vil komme indlæg, der behandler to traditioner nærmere.
Det er et spørgsmål, hvor stor forskellen er på de to traditioner. Klaverteknisk er forskellen principielt ikke så stor. Man anslår jo klaveret på samme måde og bruger de samme fingersætninger. Der er dog tendens til blandt jazzpianister at lave fingersætningen lidt anderledes end i den klassiske tradition, men det er ikke noget alle rytmiske musikudøvere nødvendigvis er bundet af, og forskellen er også meget lille. Det er ikke som f. eks. guitaren, hvor man bruger forskellig slags guitar til de to traditioner og tilmed forskellig anslagsteknik. Klaveret er jo ens i de to retninger og anslås på samme måde.
Dog vil jeg ikke benægte, at der er en vis forskel. Ikke så meget, at anslaget er kraftigere i rytmisk klaver, for det er ikke helt rigtigt. Den klassiske musik har sine kraftige musikstykker, og rytmisk musik har sine bløde sange, hvor klaveret slås blødt.

Klassisk klaver

Det klassiske klaver spilles så godt som udelukkende efter noder. Her spiller man efter dobbeltnodesystemet med g-nøglen og f-nøglen til henholdsvis højre og venstre hånd, se siden om nodeskriften. Det skal holdes slavisk, alligevel er der så plads til fortolkninger omkring anslagsstyrke, dynamik o. l.
Klaveret blev aldrig en del af symfoniorkestret, men har så alligevel en stor plads i den klassiske musik som soloinstrument og i kammermusik, da det er næsten enerådende som ledsageinstrument ved sang og solostykker for melodiinstrumenter. Alt foregår her efter noder, og komponistens anvisninger skal holdes.
Det forklarer, hvorfor en, der har spillet klaver i flere år og kan spille Mozart og sværere ting, ikke altid kan spille fødselsdagssangen, når der skal fejres en fødselsdag. Han har muligvis aldrig lært den eller andre festsange. Hvis den helt igennem klassisk skolede pianist skal lære sådanne ting, så bliver det efter en nodebog med både højre og venstre hånds noder skrevet ud, se Klaver og fællessang

Rytmisk klaver

I de rytmiske genrer improviseres der meget. Det betyder ikke, at der ikke læres nogle melodier og det vil ofte ske efter noder, men en melodi læres efter et enkeltnodesystem noteret i g-nøglen. Dette enkeltnodesystem har så harmonien eller akkorden noteret ovenover med et bogstav efterfulgt af tegn, det kalder man becifring, se side om harmonilære. Ud fra den becifring sætter pianisten harmonien sammen med melodien, spiller kun akkorder når andre instrumenter eller en sanger fremfører melodien og improviserer så, når det er hans tur.
En rytmisk pianist vil godt, om han er en trænet gehørspiller, uden videre kunne spille til festsangene, han skal bare styre nogle af sine rytmemanerer. Det rytmiske klaver er også i dag meget brugt til solosang
Hvad man kalder brugsklaver ligger i princippet op ad den rytmiske tradition. Det er hyggepianisten i baren, der underholder med populære melodier. De lærer dem ofte på samme måde som den rytmiske pianist, men de improviserer næsten aldrig.

Ingen af de to traditioner er dårligere end den anden, og det er gavnligt for den rytmiske pianist at kunne spille både g og f-nøgle, ind imellem endda nødvendigt Det kan være godt for den klassiske at kunne spille nogle melodier efter gehør.
Uanset hvilken retning man vil gå, så starter man på samme måde på klaveret, se indlæg om fremgangsmåde for begyndere. Senere kan der så blive en vis forskel på, hvad man lærer.