Overvejer du klaverundervisning?

Går du og overvejer undervisning i klaverspil? Forståeligt nok, for hvem af os kender ikke det, at det er svært at holde sig selv i nakken. Sådan kan det være, hvad enten du er begynder eller fortsætter, men især begyndere behøver ofte vejledning til det første seje træk. Men du behøver måske også hjælp for at komme videre, hvis du har spillet en tid. Du vil måske gerne prøve en ny genre.

Enetimer er det bedste, for de bliver tilpasset dig individuelt. Ulempen er prisen, men du får noget for pengene, hvis det er en god lærer.

Så er der den næstbedste mulighed, holdundervisning. Fordelen er det sociale samvær med andre af samme interesse. Samtlige oplysningsforbund har hold i klaverspil, og du vil sagtens kunne finde nogen i dit lokalområde. Det er billigere end enetimer, selv om det ikke er så billigt som det har været. Du vil ofte kunne lave en aftale med oplysningsforbundet om at dele betalingen over flere gange.

Selvstudium er ikke umulig, men det kræver selvdisciplin.

Jonathan Siahan, et ungt lovende talent

Der var koncert i Tivolis koncertsal med den unge pianist Jonathan Siahaan, der er født i Danmark af indonesiske forældre. Han har allerede sejre og priser bag sig, men først i 2009 blev han optaget på konservatoriet, og nu fik man hørt ham give et meget varieret program, første del før pausen sat sammen i historisk kronologisk rækkefølge, så man kunne fornemme musikhistorien.
Først fire sonater af Dominico Scarlatti, som på hans tid var et stykke for klaver i en sats. De fire sonater blev så spillet med først en hurtig, så en langsom, så en danseagtig, så en hurtig, dermed kom det til at virke som fire satser i den wienerklassiske rækkefølge. Scarlattis musik er enkel og stram, de blev fremført så de fremstod sangbare og medrivende.
Oven på det fik vi to stykker af Brahms, et intermezzo og ballade, og selv hos en så klassisk orienteret romantiker som Brahms virker harmonierne tykke efter den enkle præ-klassicistiske Scarlatti. Også de blev fremført medrivende.
Denne første del sluttede med nyklassicisten Prokofiev, en af de få komponister i det 20. århundreder, der holdt klaverfanen højt i en tid, hvor antallet af kompositioner for instrumentet gik ned ad bakke. Her var skridtet taget fuldt ud, dog ikke med tolvtonemusikkens radikalitet, dissonanserne dominerer og der er mange krasse harmonier, som adskillige musiklyttere i første halvdel af århundredet stejlede over.
Efter pausen fik vi Liszts h-mol sonate som en dessert. Efter den musikhistoriske rejse i første del faldt man så ned på den kendte virtuos og hans tour de force i klaverets muligheder.
Siahaan udviste med dette forskelligartede program ikke bare store evner, men også at disse evner var yderst alsidige, han formår mange stilarter i det klassiske klaverspil. Må han snart komme igen.

Jazzfestivalen godt fra start

Så startede dette års jazzfestival i København i går, heldigvis med tørvejr trods meterologernes advarsler om skybrud.
Åbningen var så også rykket indendørs på Statens Museum for Kunst, så vi fik en åbningstale, hvor der blev udtrykt glæde over, at vi havde sikret åbningen mod vejrliget, og også en glæde over de mange arrangementer, der var i ugens løb.
Åbningskoncerten blev så givet af den amerikanske pianist Vijay Iyer og hans trio, der i jazzmagasinet Down Beat har vundet adskillige priser. De var et nyt bekendtskab for mig, så jeg tør ikke udtale mig om dem iøvrigt, men koncerten bestod i hvert fald af genuin fri improvisation på triobasis, hvor alle tre fik lov at udfolde sig. Her fik man bestemt en demonstration af, hvor klaveret er henne nu i dagens jazz.
Jeg indlod mig så på om aftenen at gå i Tivoli og høre Niels Lan Doky og hans trio med gæstemusikere give en fuldstændig opførelse af Miles Davis' mesterværk Kind of Blue. Koncerten indledte med en lille dokumentar på ti minutter, der blev vist på Plænens storskærm, hvor flere kendte jazzmusikere udtalte sig om, hvad den plade havde betydet for dem. Derefter kastede musikerne sig ud i at spille pladens numre fra ende til anden, hvor de både spillede de oprindelige Davis-musikeres soloer og lavede nogle af deres egne, det gjorde så også numrene ekstra lange, men det var så også det, der styrede uden om det rent museumsagtige, som det ellers kunne være endt i. Klaverelskere som mig havde stor glæde af, at hver gang Van Doky spillede en solo gik storskærmen i nærbillede på hans hænder, så man nøje kunne følge med i, hvordan han spillede sine soloer. Meget lærerigt og inspirerende.
Så det var alt i alt en god første dag på festivalen.