29. juni 2012

Fællessang og klaver


Klaver har været er og er stadig en af de foretrukne instrumenter til fællessang. Alle steder, hvor man synger sammen, har et klaver stående af den ene eller anden type, efter lokalets størrelse og budget. Det er ikke ligefrem et transportabelt instrument, så det må siges at være en nødvendighed. I kirken har man så mest brugt orglet de seneste tre århundreder, men det er stadigvæk et instrument med klaviatur.

Den traditionelle metode

Den traditionelle måde at ledsage fællessang på har været med en nodebog, der var tilknyttet sangbogen, som Den Danske Koralbog til Salmebogen, Højskolesangbogens Melodibog til Højskolesangbogen, Melodisamling til De Unges Sangbog og så fremdeles.
Her er melodien skrevet for klaver, evt. orgel, med harmonier og bas skrevet ud på noder i det for klaveret traditionelle dobbeltnodesystem med g-nøgle og f-nøgle, se Tonesystemet og nodeskriften. Melodien klinger på arrangementets højeste toner, klaveret får her en lignende funktion som en forsanger, den der holder melodien for den syngende forsamling. Samtidig ledsager det med harmonier, som gængs fællessang ikke har i sig selv.
Dette at klaveret spiller melodien bag sangen har også været tradition ved solosang her i Danmark, man kan bare høre gamle revyplader, hvor kunstneren ledsages af klaver og man kan høre det spille melodien bagved sangen.
Denne traditionelle ledsagelse til fællessang kan en ren nodespiller i den klassiske klavertradition klare helt uden besvær, som regel er arrangementerne i melodibogen ikke sværere end det kan klares efter at have spillet to-tre år, se Klassisk contra rytmisk klaver.

Den moderne metode

Den traditionelle måde at ledsage fællessang på er sejlivet, den var også i lang tid enerådende. Efterhånden som flere og flere pianister er oplært i den rytmiske tradition eller det dermed beslægtede brugsklaver, så spiller de melodien efter en enkeltnode med melodien, der har akkordangivelser ovenover. De laver selv deres arrangement efter disse akkordangivelser.
Principielt er det stadigvæk det samme: klaveret spiller melodien og føjer harmonier til, der føjes bare harmonier til efter bogstavtegnene i stedet for noder. Den kræver så, at pianisten mestrer harmonierne og deres sammensætning. Til gengæld er det ofte lettere at transponere ned eller op, hvis den noterede toneart er for høj eller lav for forsamlingens stemmer. En rigtig dygtig brugspianist kan spille melodien efter gehør.
Det er først de senere årtier, at det er blevet almindeligt. Spil efter becifringstegn, som akkordangivelser med bogstaver kaldes, blev der meget vrænget af som "snyderi," det blev omkring besættelsen forbundet med den "primitive niggermusik," som man nedladende kaldte jazzen og derfor forkastet. Den gammeldags musikpædagogik ophøjede noder som den eneste rigtige måde at notere musik på. Den holdning er heldigvis på retur, selv om jeg så kan tale meget varmt for det praktiske i at kunne noder.

Ren akkordspil

At ledsage fællessang ved bare at slå akkorder og basgang er ikke så udbredt ved klaverledsagelse, det har været mere brugt på især guitaren. Det kan være en forklaring på, hvorfor mange siger, at de ikke kan finde ud af at synge til guitarledsagelse: der er ingen melodi. Ledsagelse med kun akkorder og basgang har været og er mere almindeligt ved solosang