7. juni 2012

Tre dages klaverfest

Over tre dage i Tivolis Koncertsal gav en flok dygtige unge mennesker fra Musikkonservatoriet en opvisning i, hvad det klassiske klaver kan. Det var sandelig ikke småting. Vi var endda ude i hjørner, som sjældent høres, som musik for to klaverer, firhændig klaver sågar sekshændig.

Wienerklassisk aften

Første aften bød på wienerklassik af Mozart og Schubert. De to unge herrer Aleksander McKenzie og Magnus Fryklund havde klædt sig i tøj fra Mozarts tid og kom ind og bukkede for hinanden inden de satte sig ved de to flygler og gav en sonate af Mozart for to klaverer. Her manglede de bare lige de pudrede parykker. De udførte sonaten med vældig timing og sikkerhed. Så fik vi ellers en koncertsats ved Daniel Beskow ledsaget af strygekvartet i stedet for symfoniorkester, Marie Louise Bodendorff, Galya Kolarova og Linda Dahl Laursen gav Liszt-bearbejdninger af Don Juan og nogle Schubert-lieder og vi fik firhændig musik af Schubert, sågar millitærmarchen for to firhændige klaverer. Alt i alt en aften, hvor ånden fra det klassiske Wien svævede over koncertsalen.

Amerikansk aften

Anden aften bød på amerikanske komponister, som skal forstås som kontinentet Amerika, og ikke landet USA alene. Vi fik så musik fra Staterne ved Gershwin og Bernstein. Fra den første variationer over hans sang I Got Rhytm og fra den sidste dansenumrene fra West Side Story, begge er eksempler fra kæmpelandet på, at grænserne mellem kunstmusik og populærmusik kan være flydende, især når nogle af komponisterne laver både og. Ellers var vi i Argentina med Astor Piazzolla og Ginastera og i Mexico med Darius Milhaud. Samtlige medvirkende klarede det med en rytmisk fornemmelse, som er en meget stor del af forudsætningen for disse i klassisk sammenhæng særprægede komponister og klarede fint at abstrahere fra et par hæmningsløse tilskuere, der fra de forreste rækker kom med nogle højlydte bemærkninger.

Russisk aften

Sidste aften bød så på russisk musik. Efter den amerikanske aften var det interessant at sammenligne de to landes forskellige tonesprog. Hvor det fra Amerika er præget af rytmer, så har russerne en særpræget harmonik. Vi fik Stravinskij, hvis særprægede harmonier ikke fornægter sig selv, Sjostakovij, Rachmaninoff, Kasputin og Schnitkke, den sidste var med en sekshændig hyldest til de store russiske komponister. Meget af det var for to klaverer og firhændig, der var lige etuder af Rachmaninoff for kun et klaver med to hænder.
Alt i alt var det fremført af dygtige unge mennesker, som man glæder sig til at høre mere til i fremtiden.