Sommeren er over os, det er ferietid. Det er ikke alle, der rejser, mange gør. Af de af jer, der rejser er der nogen, der holder indenlands ferie, andre udenlands. Nogen tager i sommerhuset.
Ferie og piano
Desværre er pianoet ikke et transportabelt instrument, så uanset hvordan du holder ferie, så må det blive hjemme. Hvis det skulle ske, at der var et klaver til rådighed på feriestedet, så benyt dig da af det og tag nogen noder med. Det er nok bare de færreste steder.Når du kommer hjem vil du måske opdage, når du sætter dig ved klaveret igen, at fingrene er lidt stive. Det kan ikke undgås, men efter nogle dages spil kommer det igen. Der er måske også lige nogle ting, du har glemt, få dem lige opfrisket.
De af jer der bliver hjemme, kan have dage, der går uden at klaveret bliver rørt. Familien kommer på besøg en dag, så skal man lige en tur i Dyrehaven og så er der lige... I orden, enkeltdage uden øvning er heller ikke det værste. De kan for den sags skyld forekomme året rundt.
Øvedage der smutter
Den faldgrube, som jeg vil nævne her, kommer jeg ind på, fordi jeg har oplevet den flere gange med deltagere på mine hold, der har fortsat efter sommerpausen. Lad for alt i verden ikke hele sommeren gå uden at klaveret bliver rørt! Som det har fremgået af det foregående, så har jeg fuld forståelse for de par uger, man lige er på ferie og så lige den dag, der smutter på grund af en lille udflugt eller andet, der kan få en dag til at smutte. Det sker også for mig selv.Konsekvensen af nul-øvelse hele sommeren
For mange er det at gå til undervisning afgørende for, om de får øvet, så har de noget hængende over hovedet, der gør at de får taget sig sammen. Har man det på den måde, så er det, at sommeren let kommer til at gå uden øvning. Mine erfaringer har vist mig, at det er nødvendigt at tage sig selv i nakken, hvis klaverspillet ikke bare skal blive en dille, der fuser ud. Et par ugers ferie uden klaveret kan medføre lidt stivhed i fingrene, som hurtigt overvindes, men flere måneder må siges at være lig med, at bundproppen hives ud af hukommelsen. Det gælder især dem, der er i begynderfasen, men også fortsættere kan risikere at glemme de nye ting, som de har lært i løbet af vinteren. Så må der startes forfra med de mest grundlæggende ting - åh nej, ikke Mester Jakob og børnesangene igen, kommer så reaktionen, men desværre går det ofte sådan med så lang tid uden øvning.Dette var bare en lille erfaring, som jeg følte trang til at dele i starten af sommeren, hvor så meget ligger stille på grund af ferie.
God sommer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Velkommen til at give en kommentar :-)