Viser opslag med etiketten Koncertanmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Koncertanmeldelse. Vis alle opslag

tirsdag

Jonathan Siahan, et ungt lovende talent

Der var koncert i Tivolis koncertsal med den unge pianist Jonathan Siahaan, der er født i Danmark af indonesiske forældre. Han har allerede sejre og priser bag sig, men først i 2009 blev han optaget på konservatoriet, og nu fik man hørt ham give et meget varieret program, første del før pausen sat sammen i historisk kronologisk rækkefølge, så man kunne fornemme musikhistorien.
Først fire sonater af Dominico Scarlatti, som på hans tid var et stykke for klaver i en sats. De fire sonater blev så spillet med først en hurtig, så en langsom, så en danseagtig, så en hurtig, dermed kom det til at virke som fire satser i den wienerklassiske rækkefølge. Scarlattis musik er enkel og stram, de blev fremført så de fremstod sangbare og medrivende.
Oven på det fik vi to stykker af Brahms, et intermezzo og ballade, og selv hos en så klassisk orienteret romantiker som Brahms virker harmonierne tykke efter den enkle præ-klassicistiske Scarlatti. Også de blev fremført medrivende.
Denne første del sluttede med nyklassicisten Prokofiev, en af de få komponister i det 20. århundreder, der holdt klaverfanen højt i en tid, hvor antallet af kompositioner for instrumentet gik ned ad bakke. Her var skridtet taget fuldt ud, dog ikke med tolvtonemusikkens radikalitet, dissonanserne dominerer og der er mange krasse harmonier, som adskillige musiklyttere i første halvdel af århundredet stejlede over.
Efter pausen fik vi Liszts h-mol sonate som en dessert. Efter den musikhistoriske rejse i første del faldt man så ned på den kendte virtuos og hans tour de force i klaverets muligheder.
Siahaan udviste med dette forskelligartede program ikke bare store evner, men også at disse evner var yderst alsidige, han formår mange stilarter i det klassiske klaverspil. Må han snart komme igen.

lørdag

Jazzfestivalen godt fra start

Så startede dette års jazzfestival i København i går, heldigvis med tørvejr trods meterologernes advarsler om skybrud.
Åbningen var så også rykket indendørs på Statens Museum for Kunst, så vi fik en åbningstale, hvor der blev udtrykt glæde over, at vi havde sikret åbningen mod vejrliget, og også en glæde over de mange arrangementer, der var i ugens løb.
Åbningskoncerten blev så givet af den amerikanske pianist Vijay Iyer og hans trio, der i jazzmagasinet Down Beat har vundet adskillige priser. De var et nyt bekendtskab for mig, så jeg tør ikke udtale mig om dem iøvrigt, men koncerten bestod i hvert fald af genuin fri improvisation på triobasis, hvor alle tre fik lov at udfolde sig. Her fik man bestemt en demonstration af, hvor klaveret er henne nu i dagens jazz.
Jeg indlod mig så på om aftenen at gå i Tivoli og høre Niels Lan Doky og hans trio med gæstemusikere give en fuldstændig opførelse af Miles Davis' mesterværk Kind of Blue. Koncerten indledte med en lille dokumentar på ti minutter, der blev vist på Plænens storskærm, hvor flere kendte jazzmusikere udtalte sig om, hvad den plade havde betydet for dem. Derefter kastede musikerne sig ud i at spille pladens numre fra ende til anden, hvor de både spillede de oprindelige Davis-musikeres soloer og lavede nogle af deres egne, det gjorde så også numrene ekstra lange, men det var så også det, der styrede uden om det rent museumsagtige, som det ellers kunne være endt i. Klaverelskere som mig havde stor glæde af, at hver gang Van Doky spillede en solo gik storskærmen i nærbillede på hans hænder, så man nøje kunne følge med i, hvordan han spillede sine soloer. Meget lærerigt og inspirerende.
Så det var alt i alt en god første dag på festivalen.

Klaveroverraskelse i Tivoli

Jeg gik til en af de gratis koncerter i Tivolis Koncertsal, som man har gratis adgang til med årskort. Der skulle optræde en solist, som skulle være en overraskelse, sammen med Musikkonservatoriets Symfoniorkester.
Det viste sig at være den tyskfødte Marie Luise Bodendorff, der fornylig gjorde det godt som en af de optrædende ved den tre aftners klaverfest i Tivoli, der blev holdt for nylig. Her gav hun med stor virtuositet Rachmaninoffs klaverkoncert i d-mol. Senromantisk og meget smægtende ind imellem, det er hvad Rachmaninoff jo er, men det var svært andet end at blive grebet af hendes spil.
Den oprindelige dirigent Nikolaj Znaider var sygemeldt, så der var en del ændring i programmet med Giordano Bellincampi som stedfortræder. Maurice Ravel's La Valse måtte udgå, i stedet fik man efter pausen Beethovens 4. symfoni, der ikke er hans mest nyskabende, men dog værd at høre.
I stedet for hele musikken til balletten Ildfuglen af Igor Stravinskij fik man suiten med uddrag derfra, så helt snydt blev man ikke. Det er russeren i hans nyklassicistiske periode, så det var let at høre de gamle klassiske former i det morderne tonesprog. Dette værk er også karakteriseret ved, at han har taget klaveret ind ikke som solist men som en del af orkestret på linie med de andre. Så der sad lige en enlig pianistinde ved siden af harpen. Det er denne brug af klaveret, der ind imellem giver værket en speciel lyd.
En smuk koncert trods ændringen - den bar de medvirkende med ynde.

torsdag

Tre dages klaverfest

Over tre dage i Tivolis Koncertsal gav en flok dygtige unge mennesker fra Musikkonservatoriet en opvisning i, hvad det klassiske klaver kan. Det var sandelig ikke småting. Vi var endda ude i hjørner, som sjældent høres, som musik for to klaverer, firhændig klaver sågar sekshændig.

Wienerklassisk aften

Første aften bød på wienerklassik af Mozart og Schubert. De to unge herrer Aleksander McKenzie og Magnus Fryklund havde klædt sig i tøj fra Mozarts tid og kom ind og bukkede for hinanden inden de satte sig ved de to flygler og gav en sonate af Mozart for to klaverer. Her manglede de bare lige de pudrede parykker. De udførte sonaten med vældig timing og sikkerhed. Så fik vi ellers en koncertsats ved Daniel Beskow ledsaget af strygekvartet i stedet for symfoniorkester, Marie Louise Bodendorff, Galya Kolarova og Linda Dahl Laursen gav Liszt-bearbejdninger af Don Juan og nogle Schubert-lieder og vi fik firhændig musik af Schubert, sågar millitærmarchen for to firhændige klaverer. Alt i alt en aften, hvor ånden fra det klassiske Wien svævede over koncertsalen.

Amerikansk aften

Anden aften bød på amerikanske komponister, som skal forstås som kontinentet Amerika, og ikke landet USA alene. Vi fik så musik fra Staterne ved Gershwin og Bernstein. Fra den første variationer over hans sang I Got Rhytm og fra den sidste dansenumrene fra West Side Story, begge er eksempler fra kæmpelandet på, at grænserne mellem kunstmusik og populærmusik kan være flydende, især når nogle af komponisterne laver både og. Ellers var vi i Argentina med Astor Piazzolla og Ginastera og i Mexico med Darius Milhaud. Samtlige medvirkende klarede det med en rytmisk fornemmelse, som er en meget stor del af forudsætningen for disse i klassisk sammenhæng særprægede komponister og klarede fint at abstrahere fra et par hæmningsløse tilskuere, der fra de forreste rækker kom med nogle højlydte bemærkninger.

Russisk aften

Sidste aften bød så på russisk musik. Efter den amerikanske aften var det interessant at sammenligne de to landes forskellige tonesprog. Hvor det fra Amerika er præget af rytmer, så har russerne en særpræget harmonik. Vi fik Stravinskij, hvis særprægede harmonier ikke fornægter sig selv, Sjostakovij, Rachmaninoff, Kasputin og Schnitkke, den sidste var med en sekshændig hyldest til de store russiske komponister. Meget af det var for to klaverer og firhændig, der var lige etuder af Rachmaninoff for kun et klaver med to hænder.
Alt i alt var det fremført af dygtige unge mennesker, som man glæder sig til at høre mere til i fremtiden.