Viser opslag med etiketten Klassisk klaver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klassisk klaver. Vis alle opslag

mandag

Vil du spille klassisk klaver?

Klassisk klaver er krævende, men også meget givende. Så hvis du gerne vil spille det, så er det fuldt forståeligt. Læs også mit indlæg om forskellen på rytmisk og klassisk klaver.

Til nybegynderen

F-nøgle

Det er så en genre, hvor man ikke kan komme udenom at lære f-nøglen, for sådan er klassisk klavermusik noteret. Så hvis du er en af dem, der skal til at begynde at spille klaver og evt. skal vælge noget undervisning, så vil jeg give det råd, at lære f-nøglen, som bruges til venstre hånd, fra første sæson. Så vælg undervisning, hvor du får det lært. Her skal du så ikke regne med, at det bliver klassisk musik i egentlig forstand den første sæson. Som jeg nævner i andre indlæg, starter man ofte med enkle sange og småstykker for at få nodelæsning og spilleteknikken gradvist ind. Men hyg dig da så med det og se frem til, at det leder imod at spille Mozart, Beethoven, Brahms, måske Chopin hvis du når højt.

Til dig i mellemfasen

Men hvis du nu har spillet noget tid, og gerne vil lære klassisk klaver?

Lær f-nøglen

Hvis du ikke kan f-nøglens noder, så se at få dem lært. Du har endda den fordel, at når du allerede kan g-nøglens noder, så er det en mindre mundfuld end dem, der skal lære det på en gang. Hvis du vil gå til undervisning, så vælg en underviser,  der arbejder aktivt med f-nøglen. Også her vil det nok være små enkle musikstykker du må lære det på, men da du allerede kender det ene nodesystem, så er vejen til det klassiske alligevel noget kortere.

Kan du f-nøglen?

Hvis du kan f-nøglen allerede, så er du tæt på.
Hvis du er nået til at spille til fællessang efter dobbeltsystem med både g-nøgle og f-nøgle, så er du godt hjulpet. Det kan være efter f. eks. Den Danske Koralbog eller Højskolesangbogens Melodibog. Hvis du kan gøre det flydende, så vil jeg sige, at du er klar til at hoppe ud i de første klassiske stykker i den lettere ende, de stykker der passer til dem, der ikke er helt begyndere mere, men heller ikke lige er viderekomne.

Jeg kan f-nøglen - og hvad så?

Her er det meget almindeligt at man spiller stykker af Anton Diabelli, en musikforlægger fra Beethovens tid - som også udgav nogle af hans værker - der har komponeret stykker, der er opbygget i den klassicistiske stil som kendes fra Haydn og Mozart, men på en lavere sværhedsgrad. Hvis du går til undervisning i klassisk klaver er det også sandsynligt, at læreren vil give dig noder af denne ikke så kendte komponist, som så alligevel er kendt af dem, der spiller eller har spillet klassisk klaver. Hvis du selv vil prøve kan du sikkert finde noder med hans ting i musikhandler. Du kan også søge på hans navn på Stepnote.
Et andet forslag kan være Johann Sebastian Bachs nodebog til han hustru Anna Magdalene Bach. Hun var ikke så øvet, så han lavede stykker hun kunne klare at spille. Her får du så en intro ikke bare til Bach men til barokperioden i det hele taget i en sværhedsgrad, som er overkommelig. Den kan fås på Stepnote.
Det skal så heller ikke glemme, at Beethoven ved siden af sine krævende klaversonater har lavet små stykker af overkommelig sværhedsgrad - den kendteste er nok Für Elise.
Med tiden vil du blive rutineret i den klassiske spillestil, og pludselig kan du klare Beethovens sonater og Chopin. De vil så være en udfordring, men også en kilde til glæde.

fredag

Skal jeg som pianist lære f-nøglen?


I vort tonesystem har vi flere nøgler, som kan sættes i starten af et nodeystem, Vi har G-nøglen
G-nøgle
og F-nøglen som de almindeligst forekommende. Den tredje, C-nøglen er mest for dem, der spiller bratsch eller cello eller vil studere middelaldermusik, hvor man mest brugte den nøgle, ja, og så dem, der vil skrive for ensembler, hvor de to førnævnte strygere indgår.

Brugen af nodesystemets nøgler.

G-nøglen bruges af de instrumenter, hvis toneleje hovedsageligt eller udelukkende ligger over klaverets midterste C, F-nøglen for dem, der hovedsageligt eller udelukkende ligger under det samme C. Vi har så her klaveret, der spænder over hele det tonespekter, som vestlig musik har til sin rådighed. Her har man så traditionelt lavet et dobbeltsystem, hvor der er to nodesystemer bundet sammen ved taktstreger, der strækker sig over begge. 
Dobbeltnodesystem med g-nøgle øverst og f-nøgle nederst
Her er den øverste noteret i G-nøglen og spilles med højre hånd, den underste er i F-nøglen og spilles med venstre hånd.

Højre hånd med G-nøglen

Når en nybegynder starter, er det som regel med at lære at spille melodier i højre hånd og derved får man lært G-nøglens noder. I den fase er klaveret som et melodiinstrument, dvs., som de instrumenter, der kun kan spille en tone ad gangen. Klaveret kan jo bare mere end det, og forståeligt nok, på et tidspunkt vil du videre end det. Det er fint nok at starte med ren melodi i højrehånd, det er vigtigt at få noderne i G-nøglen ind på lystavlen, men ja, så skal man til det, klaveret også kan.
Så kommer det vanskelige: man skal til at sætte venstrehånden på og det er svært i starten at lave to forskellige ting med de to hænder, det er hvad kroppen protesterer imod i starten. Men rolig, kroppen kan vænne sig til meget efter en tid, også dette.

F-nøglen til venstre hånd

Men en ting er i hvert fald sikkert: hvis du vil spille klassisk klaver, så er svaret på overskriftens spørgsmål et klart ja. Her kommer du ikke uden om, at hele repertoiret fra de tidlige stykker skrevet for klaverets 1500-tals forløber, virginalet og til de mest moderne klaverstykker er skrevet for dobbeltsystemet. Så her er det bare med at få det lært.
Så er der det med det rytmiske klaver, hvor man bruger becifringstegn, angivelse af akkorder med bogstaver over melodinoden, kan man så ikke bare lære det?
Hertil er at sige, at også det kan være vanskeligt at få lært. Man skal til at lære noget om akkorders opbygning, hvordan de sættes sammen og omvendes og bevægelser mellem dem i klaverhænderne og meget andet. Så tro ikke, at man slipper for noget vanskeligt ved at bruge den metode i stedet for. Det er ikke et valg mellem noget let og vanskeligt, men mellem to vanskelige ting.
Jeg vil i hvert fald sige, at det at kunne f-nøglen har bestemt sine fordele også for den rytmiske pianist. Jeg vil endda vove at påstå, at det vanskelige ved at forstå becifringen letter lidt, hvis man har gjort indsatsen med f-nøglen først.
Langt de fleste klaverskoler - for den sags skyld keyboardskoler - starter da også med at lære f-nøglen efter nogle sider med rene melodier i G-nøglen. Princippet i f-nøglen er det samme: har en tone - her f'et under midter-c - som nøglen sætter et bestemt sted, her 4. nodelinje. Så sættes tonerne de andre steder ud fra det. Det kræver så lidt omstilling i starten, man er blevet vant til at spille efter g-nøglen og så glemmer man, at tonerne ligger lidt andre steder i f-nøglen. Se uddybning på Tonesystemet og nodeskriften
Men fat mod, det er en træningssag. Når man på denne måde får begge hænder med, så bør man øve hver hånd for sig og så sætte dem sammen, når man er sikker. En fremragende bog til selvstudium er Keyboard for begynder.

tirsdag

Jonathan Siahan, et ungt lovende talent

Der var koncert i Tivolis koncertsal med den unge pianist Jonathan Siahaan, der er født i Danmark af indonesiske forældre. Han har allerede sejre og priser bag sig, men først i 2009 blev han optaget på konservatoriet, og nu fik man hørt ham give et meget varieret program, første del før pausen sat sammen i historisk kronologisk rækkefølge, så man kunne fornemme musikhistorien.
Først fire sonater af Dominico Scarlatti, som på hans tid var et stykke for klaver i en sats. De fire sonater blev så spillet med først en hurtig, så en langsom, så en danseagtig, så en hurtig, dermed kom det til at virke som fire satser i den wienerklassiske rækkefølge. Scarlattis musik er enkel og stram, de blev fremført så de fremstod sangbare og medrivende.
Oven på det fik vi to stykker af Brahms, et intermezzo og ballade, og selv hos en så klassisk orienteret romantiker som Brahms virker harmonierne tykke efter den enkle præ-klassicistiske Scarlatti. Også de blev fremført medrivende.
Denne første del sluttede med nyklassicisten Prokofiev, en af de få komponister i det 20. århundreder, der holdt klaverfanen højt i en tid, hvor antallet af kompositioner for instrumentet gik ned ad bakke. Her var skridtet taget fuldt ud, dog ikke med tolvtonemusikkens radikalitet, dissonanserne dominerer og der er mange krasse harmonier, som adskillige musiklyttere i første halvdel af århundredet stejlede over.
Efter pausen fik vi Liszts h-mol sonate som en dessert. Efter den musikhistoriske rejse i første del faldt man så ned på den kendte virtuos og hans tour de force i klaverets muligheder.
Siahaan udviste med dette forskelligartede program ikke bare store evner, men også at disse evner var yderst alsidige, han formår mange stilarter i det klassiske klaverspil. Må han snart komme igen.

søndag

Klaver og solosang


Jeg har tidligere haft et indlæg her om klaverledsagelse til fællessang. Hvad så med klaverledsagelse til solosang? Her har klaveret altid været et populært instrument, og selv om det i moderne musikformer er blevet overhalet af guitaren, så har det stadig en flot andenplads.

Klassisk klaver og sang

Helt tilbage i barokken var klaverets forløber cembaloet fast inventar, når der skulle spilles musik. Her blev sangen og instrumenterne ledsaget af cembaloet og viola da gamba - celloens forløber - i forening, der spillede efter et notationssystem, der blev kaldt basso continuo, det er lidt beslægtet med det moderne akkordbecifringssystem.
Da det moderne klaver blev opfundet midt i 1700-tallet, slog det snart igennem, og selv om symfoniorkestret holdt op med at bruge et klaviaturinstrument som ledsagelse, så fik klaveret en stærk plads som ledsageinstrument for melodiinstrumenter, når der blev komponeret soloværker for dem, og for sang.
Nogen tror, at den moderne ledsagelse af sang, hvor klaveret spiller akkorder rytmisk eller brudte akkorder, er en nymodens opfindelse, men det er det ikke. Vi har bare været vant til at høre viser foredraget af sangeren mens klaveret udover akkorderne spillede melodien unisont med sangeren i baggrunden, det er hvad man kan høre på gamle revyplader eller viseindspilninger, hvor klaveret er eneste ledsageinstrument. I de tidlige solosange indenfor klassisk musik spillede man også kun harmonierne bag sangeren. Forskellen er, at det var skrevet ud på noder, hvor man i nyere tid har brugt akkordangivelser, kaldet becifringstegn. Så ideen med klaveret, der spiller melodien bag solosangeren, er mere "nymodens."
Mest kendt inden for klassisk sang er nok hvad man kalder lieder, hvor en solosanger synger en sang ledsaget af klaveret. Mozart komponerede nogle stykker, de fleste af os kender godt hans Kom Maj du Søde Milde. Franz Schubert blev den store fornyer, hvor versene kunne skifte melodi eller variere melodien alt efter tekstens indhold, men også at klaveret fik en slags selvstændig stemme på ligefod og i med- og modspil til sangeren.
Et eksempel er hans sang om Forellen, hvor klaveret efterligner fiskens slåen med halen, melodien bliver mørk og dyster da fiskeren kaster sin krog ud og klaveret stiger i kraft med nogle dramatiske akkorder og laver til sidst en nedadgående bevægelse, da forellen er fanget.
Schubert fik efterfølgere i Schumann, Brahms - der så var mere konservativ i sin liedform - og Hugo Wolff, der førte lieden ind i det 20. århundrede med sine eksperimenter, der gav ham tilnavnet liedens Wagner. I det 20 århundrede er der også komponeret lieder, der bruger det samme tonesprog, som har karakteriseret dette århundredes kompositionsmusik i øvrigt.

Rytmisk klaver og sang

I den rytmiske musik har klaveret så også som sagt en stærk andenplads i forhold til guitaren. Nu er det så ikke så tit, at man her hører klaveret ledsage en sanger uden andre at instrumenter er tilstede, men det spiller altid harmonier, der ledsager sangen, som de gamle lieder, de bliver så ofte spillet efter gehør eller becifringstegn.
I den urbane del af bluesmusikken, som blev sunget meget på værtshusene, var sangen ofte ledsaget af klaver, man kan her høre de klassiske indspilninger med Bessie Smith og andre gamle bluesfolk. Den er så også fortsat i bluesmusikken, man kan bare tænke på Ray Charles. Det blev efterhånden fast inventar i jazzbandet og er fast bestanddel af rytmegruppen med sine akkorder sammen med kontrabas og trommer, det bruges så også til ledsagelse af solosangere. Det improviserer for det meste soloer mellem nogle af versene.
Trods guitarens fremmarch i halvtredsernes rock var der nogen, der holdt fast på klaveret, som Jerry Lee Lewis, Fats Domino og Little Richard. The Beatles elskede at bruge klaveret, vi kan bare tænke på klassikere som Let It Be, Martha My Dear, Penny Lane, You never give me your money og så Maybe I'm Amazed og Imagine fra henholdsvis Paul McCartney og John Lennons solokarrierer. Det sjove træk er her, at Paul foretrak at lave sange med gang i på klaveret, så følte han at han skubbede sangen af sted, så lavede han de stille sange med guitaren, som man sad afslappet med. John havde det omvendt, han følte med guitaren i hånd, at det var noget han sprang rundt med på scenen, klaveret satte han sig afslappet ved.
Singer-songwriterne har i udpræget grad brugt guitaren, men klaveret har - sagt endnu engang - en stærk andenplads. Vi kan bare nævne navne som satirikeren Tom Lehrer fra tresserne, senere fik vi Carole King, Elton John, Chi Coltrane, Carly Simon (som skifter mellem guitar og klaver), Randy Newmann, Tom Waits - det kunne snart blive en lang liste.

Klaverets fordele

Princippet i alle disse er, at klaveret ledsager sangen med harmonier, skrevet med becifring. Klaveret er også et godt ledsageinstrument, den skarpe konkurrence fra guitaren skyldes først og fremmest, at den er transportabel. Klaveret kan lave både en basgang og akkordledsagelse på en gang, og det kan lave soloer, forspil og mellemspil helt uden at afbryde akord- og basgangen. Dens basgang kan gå helt derned, hvor basinstrumenterne også befinder sig. Det kan lægge akkorderne efter sangerens stemme, så ledsagelsen bliver diskret. Det er bestemt ikke sært, at det har været et meget brugt instrument.

torsdag

Klassisk contra rytmisk klaver

De to musiktraditioner

Der har efterhånden i vores vestlige musiktradition dannet sig to retninger, den klassiske og den rytmiske. Det har også sat sit præg på pianotraditionen, så vi har det klassiske og det rytmiske klaverspil.
Den klassiske er så kompositionsmusik, der i større eller mindre grad har rødder i middelalderens kirkesang. Den rytmiske har rødder i den musik, som de farvede slaver tog med sig fra Afrika til Den Ny Verden og fusionerede med europæernes musik. Der vil komme indlæg, der behandler to traditioner nærmere.
Det er et spørgsmål, hvor stor forskellen er på de to traditioner. Klaverteknisk er forskellen principielt ikke så stor. Man anslår jo klaveret på samme måde og bruger de samme fingersætninger. Der er dog tendens til blandt jazzpianister at lave fingersætningen lidt anderledes end i den klassiske tradition, men det er ikke noget alle rytmiske musikudøvere nødvendigvis er bundet af, og forskellen er også meget lille. Det er ikke som f. eks. guitaren, hvor man bruger forskellig slags guitar til de to traditioner og tilmed forskellig anslagsteknik. Klaveret er jo ens i de to retninger og anslås på samme måde.
Dog vil jeg ikke benægte, at der er en vis forskel. Ikke så meget, at anslaget er kraftigere i rytmisk klaver, for det er ikke helt rigtigt. Den klassiske musik har sine kraftige musikstykker, og rytmisk musik har sine bløde sange, hvor klaveret slås blødt.

Klassisk klaver

Det klassiske klaver spilles så godt som udelukkende efter noder. Her spiller man efter dobbeltnodesystemet med g-nøglen og f-nøglen til henholdsvis højre og venstre hånd, se siden om nodeskriften. Det skal holdes slavisk, alligevel er der så plads til fortolkninger omkring anslagsstyrke, dynamik o. l.
Klaveret blev aldrig en del af symfoniorkestret, men har så alligevel en stor plads i den klassiske musik som soloinstrument og i kammermusik, da det er næsten enerådende som ledsageinstrument ved sang og solostykker for melodiinstrumenter. Alt foregår her efter noder, og komponistens anvisninger skal holdes.
Det forklarer, hvorfor en, der har spillet klaver i flere år og kan spille Mozart og sværere ting, ikke altid kan spille fødselsdagssangen, når der skal fejres en fødselsdag. Han har muligvis aldrig lært den eller andre festsange. Hvis den helt igennem klassisk skolede pianist skal lære sådanne ting, så bliver det efter en nodebog med både højre og venstre hånds noder skrevet ud, se Klaver og fællessang

Rytmisk klaver

I de rytmiske genrer improviseres der meget. Det betyder ikke, at der ikke læres nogle melodier og det vil ofte ske efter noder, men en melodi læres efter et enkeltnodesystem noteret i g-nøglen. Dette enkeltnodesystem har så harmonien eller akkorden noteret ovenover med et bogstav efterfulgt af tegn, det kalder man becifring, se side om harmonilære. Ud fra den becifring sætter pianisten harmonien sammen med melodien, spiller kun akkorder når andre instrumenter eller en sanger fremfører melodien og improviserer så, når det er hans tur.
En rytmisk pianist vil godt, om han er en trænet gehørspiller, uden videre kunne spille til festsangene, han skal bare styre nogle af sine rytmemanerer. Det rytmiske klaver er også i dag meget brugt til solosang
Hvad man kalder brugsklaver ligger i princippet op ad den rytmiske tradition. Det er hyggepianisten i baren, der underholder med populære melodier. De lærer dem ofte på samme måde som den rytmiske pianist, men de improviserer næsten aldrig.

Ingen af de to traditioner er dårligere end den anden, og det er gavnligt for den rytmiske pianist at kunne spille både g og f-nøgle, ind imellem endda nødvendigt Det kan være godt for den klassiske at kunne spille nogle melodier efter gehør.
Uanset hvilken retning man vil gå, så starter man på samme måde på klaveret, se indlæg om fremgangsmåde for begyndere. Senere kan der så blive en vis forskel på, hvad man lærer.

lørdag

Klaveroverraskelse i Tivoli

Jeg gik til en af de gratis koncerter i Tivolis Koncertsal, som man har gratis adgang til med årskort. Der skulle optræde en solist, som skulle være en overraskelse, sammen med Musikkonservatoriets Symfoniorkester.
Det viste sig at være den tyskfødte Marie Luise Bodendorff, der fornylig gjorde det godt som en af de optrædende ved den tre aftners klaverfest i Tivoli, der blev holdt for nylig. Her gav hun med stor virtuositet Rachmaninoffs klaverkoncert i d-mol. Senromantisk og meget smægtende ind imellem, det er hvad Rachmaninoff jo er, men det var svært andet end at blive grebet af hendes spil.
Den oprindelige dirigent Nikolaj Znaider var sygemeldt, så der var en del ændring i programmet med Giordano Bellincampi som stedfortræder. Maurice Ravel's La Valse måtte udgå, i stedet fik man efter pausen Beethovens 4. symfoni, der ikke er hans mest nyskabende, men dog værd at høre.
I stedet for hele musikken til balletten Ildfuglen af Igor Stravinskij fik man suiten med uddrag derfra, så helt snydt blev man ikke. Det er russeren i hans nyklassicistiske periode, så det var let at høre de gamle klassiske former i det morderne tonesprog. Dette værk er også karakteriseret ved, at han har taget klaveret ind ikke som solist men som en del af orkestret på linie med de andre. Så der sad lige en enlig pianistinde ved siden af harpen. Det er denne brug af klaveret, der ind imellem giver værket en speciel lyd.
En smuk koncert trods ændringen - den bar de medvirkende med ynde.

torsdag

Tre dages klaverfest

Over tre dage i Tivolis Koncertsal gav en flok dygtige unge mennesker fra Musikkonservatoriet en opvisning i, hvad det klassiske klaver kan. Det var sandelig ikke småting. Vi var endda ude i hjørner, som sjældent høres, som musik for to klaverer, firhændig klaver sågar sekshændig.

Wienerklassisk aften

Første aften bød på wienerklassik af Mozart og Schubert. De to unge herrer Aleksander McKenzie og Magnus Fryklund havde klædt sig i tøj fra Mozarts tid og kom ind og bukkede for hinanden inden de satte sig ved de to flygler og gav en sonate af Mozart for to klaverer. Her manglede de bare lige de pudrede parykker. De udførte sonaten med vældig timing og sikkerhed. Så fik vi ellers en koncertsats ved Daniel Beskow ledsaget af strygekvartet i stedet for symfoniorkester, Marie Louise Bodendorff, Galya Kolarova og Linda Dahl Laursen gav Liszt-bearbejdninger af Don Juan og nogle Schubert-lieder og vi fik firhændig musik af Schubert, sågar millitærmarchen for to firhændige klaverer. Alt i alt en aften, hvor ånden fra det klassiske Wien svævede over koncertsalen.

Amerikansk aften

Anden aften bød på amerikanske komponister, som skal forstås som kontinentet Amerika, og ikke landet USA alene. Vi fik så musik fra Staterne ved Gershwin og Bernstein. Fra den første variationer over hans sang I Got Rhytm og fra den sidste dansenumrene fra West Side Story, begge er eksempler fra kæmpelandet på, at grænserne mellem kunstmusik og populærmusik kan være flydende, især når nogle af komponisterne laver både og. Ellers var vi i Argentina med Astor Piazzolla og Ginastera og i Mexico med Darius Milhaud. Samtlige medvirkende klarede det med en rytmisk fornemmelse, som er en meget stor del af forudsætningen for disse i klassisk sammenhæng særprægede komponister og klarede fint at abstrahere fra et par hæmningsløse tilskuere, der fra de forreste rækker kom med nogle højlydte bemærkninger.

Russisk aften

Sidste aften bød så på russisk musik. Efter den amerikanske aften var det interessant at sammenligne de to landes forskellige tonesprog. Hvor det fra Amerika er præget af rytmer, så har russerne en særpræget harmonik. Vi fik Stravinskij, hvis særprægede harmonier ikke fornægter sig selv, Sjostakovij, Rachmaninoff, Kasputin og Schnitkke, den sidste var med en sekshændig hyldest til de store russiske komponister. Meget af det var for to klaverer og firhændig, der var lige etuder af Rachmaninoff for kun et klaver med to hænder.
Alt i alt var det fremført af dygtige unge mennesker, som man glæder sig til at høre mere til i fremtiden.