Viser opslag med etiketten klavertyper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten klavertyper. Vis alle opslag

torsdag

Piano med strøm til

Jeg har i et tidligere indlæg præsenteret de akustiske pianoer, som kan høres helt uden strøm, men hvad så med dem, hvor der er strøm til? Er de værd at købe?

Rhodes el-piano

Foto af det klassiske el-piano
Rhodes el-piano
Dette instrument opstod i 1970'erne og blev et populært instrument i rock og popmusikken.
Det må ikke forveksles med senere digitale klaverer, som behandles i næste afsnit. Princippet i dette el-klaver er det samme som på en el-guitar. Det har nemlig strenge og hamre, der slår på strengene helt som et gængs klaver, men der er ikke nogen klangbund, der forstærker lyden. Der er sat en pick-up under strengene præcis som pick-upperne under strengene på en el-guitar, der opfanger strengenes vibrationer og sender dem videre til en forstærker, der så gør dem hørbare.
Dens lyd er en del anderledes end det gamle akustiske piano, ligesom også el-guitaren har en anderledes lyd end den akustiske guitar. Den er lidt orgelagtig, derfor tror mange også det er et orgel.
Mange af de gamle keyboardspillere i halvfjerdsernes rock og pop kunne bestemt spille pænt på det, men hvis det er den ægte gammeldags klaverlyd du vil have, så skal det ikke være det.

Det digitale piano

Foto af det moderne digitale piano
Digitalt klaver
Den digitale revolution i 1980'erne førte meget med sig, også at elektriske keyboard nu blev små transportable størrelser, der kunne bæres under armen. I kølvandet på det kom det digitale klaver, hvor lyden er en digitalt indspillet lyd ligesom på et lille keyboard, der så afspilles via højttalere. De bedste af dem lyder helt naturligt som et ægte akustisk klaver, og de er anslagsfølsomme. Det er blevet almindeligt at bruge det ved udendørs koncerter, fordi det er let at transportere.
Fordelene ved det er, at det ikke fylder så meget og at man kan tage hovedtelefoner på, så ens øvning ikke generer naboerne eller resten af familien. Problemet er, at den indspillede lyd er en optagelse af en anden pianists anslag, man får ikke rigtig udviklet sit personlige anslag. Men hvis du har mulighed for at få adgang til et akustisk piano ind imellem, så er et digitalt klaver derhjemme til øvningen ok.

Keyboardet

Foto at moderne musikkeyboard
Keyboard
Mange af de små keyboard, der opstod i kølvandet på den digitale musikrevolution, har også en pianolyd, som godt kan være naturlig på de bedste af dem. Alligevel vil jeg nok sige: disse små keyboards er gode nok til deres formål - suppe-steg-is-musik og visse udgaver af den rytmiske musik - men et klaver bliver de aldrig.

onsdag

Typer af pianoer

Der findes forskellige slags klaverer. Det er godt at have tjek på hvad der findes, hvis man skal til at skaffe et, hvad enten det er til ens hjem eller det lokale forsamlingshus, spillestedet man driver etc.

Flyglet.

Billede af et koncertflygel
Flygel
Det ser imponerende ud, når man ser det på en scene. Til scenebrug i større haller er det også det bedste, her må der konfereres med budgettet. Det har også en utrolig smuk klang, det er nok hvad det angår den bedste type. Det er bare det, at prisen er lovlig høj til private. Samtidig er det nok også de færreste, der har plads til at have den kolos stående. Derfor er det også mest et koncertinstrument. Naturligvis, hvis du er en af dem, der har penge og plads, så vil jeg da ikke hindre dig. Det er smukt instrument, ingen tvivl om det.

Pianoet

Opretstående klaver, som er det mest almindelige i private hjem
Det opretstående klaver
Det er den type, der før hed pianoforte, i dag er det egentlig det, som hedder piano, strengt taget. Man kalder det også et opretstående klaver.
Det blev opfundet i sidste halvdel af det 19. århundrede og gjorde det muligt for bedsteborgerne at få et klaver i hjemmet. Dermed blev det et statussymbol, med den bagside af medaljen, at mange børn blev tvunget til at spille klaver, heraf den ofte latterliggjorte vending "et hjem med klaver."
Det er nok også det klaver, som jeg bedst kan anbefale til privat brug. Omend klangen ikke er på højde med flyglet, så er den smuk alligevel om man har købt et ordentligt et af slagsen, og er den dyr nok, så kan man med rimelig opsparing bedre klare det end flyglet.
Det har så også været anvendt i mindre barer og intimspillesteder, hvor der ikke er plads til flygel, der fungerer det godt.

Pianette

Foto af pianette, som bruges meget, når der er lidt plads.
Pianette
Det er den virkelig lille udgave af klaveret. Den griber mange til med små penge og lille plads. Forståeligt nok, men deres klang er ikke den bedste. Har du små penge og småt med plads, så er de  et godt kompromis, men du vil nok hurtigt komme til at savne den rigtig fyldige klaverklang.
Men du har da så noget at øve på, så min lidt negative tone skal ikke forstås sådan, at jeg vil hindre dig. Hellere have et sådant instrument at øve på, når du nu vil spille klaver, end slet intet.
Det findes i udgaver, hvor toneområdet er indskrænket i forhold til klaverer generelt. Styr udenom dem, hvis du virkelig vil dyrke klaverspillet til et vist niveau!

Typer af el-klaverer.