Klaver og solosang

Jeg har tidligere haft et indlæg her om klaverledsagelse til fællessang. Hvad så med klaverledsagelse til solosang? Her har klaveret altid været et populært instrument, og selv om det i moderne musikformer er blevet overhalet af guitaren, så har det stadig en flot andenplads.

Klassisk klaver og sang

Helt tilbage i barokken var klaverets forløber cembaloet fast inventar, når der skulle spilles musik. Her blev sangen og instrumenterne ledsaget af cembaloet og viola da gamba - celloens forløber - i forening, der spillede efter et notationssystem, der blev kaldt basso continuo, det er lidt beslægtet med det moderne akkordbecifringssystem.
Da det moderne klaver blev opfundet midt i 1700-tallet, slog det snart igennem, og selv om symfoniorkestret holdt op med at bruge et klaviaturinstrument som ledsagelse, så fik klaveret en stærk plads som ledsageinstrument for melodiinstrumenter, når der blev komponeret soloværker for dem, og for sang.
Nogen tror, at den moderne ledsagelse af sang, hvor klaveret spiller akkorder rytmisk eller brudte akkorder, er en nymodens opfindelse, men det er det ikke. Vi har bare været vant til at høre viser foredraget af sangeren mens klaveret udover akkorderne spillede melodien unisont med sangeren i baggrunden, det er hvad man kan høre på gamle revyplader eller viseindspilninger, hvor klaveret er eneste ledsageinstrument. I de tidlige solosange indenfor klassisk musik spillede man også kun harmonierne bag sangeren. Forskellen er, at det var skrevet ud på noder, hvor man i nyere tid har brugt akkordangivelser, kaldet becifringstegn. Så ideen med klaveret, der spiller melodien bag solosangeren, er mere "nymodens."
Mest kendt inden for klassisk sang er nok hvad man kalder lieder, hvor en solosanger synger en sang ledsaget af klaveret. Mozart komponerede nogle stykker, de fleste af os kender godt hans Kom Maj du Søde Milde. Franz Schubert blev den store fornyer, hvor versene kunne skifte melodi eller variere melodien alt efter tekstens indhold, men også at klaveret fik en slags selvstændig stemme på ligefod og i med- og modspil til sangeren.
Et eksempel er hans sang om Forellen, hvor klaveret efterligner fiskens slåen med halen, melodien bliver mørk og dyster da fiskeren kaster sin krog ud og klaveret stiger i kraft med nogle dramatiske akkorder og laver til sidst en nedadgående bevægelse, da forellen er fanget.
Schubert fik efterfølgere i Schumann, Brahms - der så var mere konservativ i sin liedform - og Hugo Wolff, der førte lieden ind i det 20. århundrede med sine eksperimenter, der gav ham tilnavnet liedens Wagner. I det 20 århundrede er der også komponeret lieder, der bruger det samme tonesprog, som har karakteriseret dette århundredes kompositionsmusik i øvrigt.

Rytmisk klaver og sang

I den rytmiske musik har klaveret så også som sagt en stærk andenplads i forhold til guitaren. Nu er det så ikke så tit, at man her hører klaveret ledsage en sanger uden andre at instrumenter er tilstede, men det spiller altid harmonier, der ledsager sangen, som de gamle lieder, de bliver så ofte spillet efter gehør eller becifringstegn.
I den urbane del af bluesmusikken, som blev sunget meget på værtshusene, var sangen ofte ledsaget af klaver, man kan her høre de klassiske indspilninger med Bessie Smith og andre gamle bluesfolk. Den er så også fortsat i bluesmusikken, man kan bare tænke på Ray Charles. Det blev efterhånden fast inventar i jazzbandet og er fast bestanddel af rytmegruppen med sine akkorder sammen med kontrabas og trommer, det bruges så også til ledsagelse af solosangere. Det improviserer for det meste soloer mellem nogle af versene.
Trods guitarens fremmarch i halvtredsernes rock var der nogen, der holdt fast på klaveret, som Jerry Lee Lewis, Fats Domino og Little Richard. The Beatles elskede at bruge klaveret, vi kan bare tænke på klassikere som Let It Be, Martha My Dear, Penny Lane, You never give me your money og så Maybe I'm Amazed og Imagine fra henholdsvis Paul McCartney og John Lennons solokarrierer. Det sjove træk er her, at Paul foretrak at lave sange med gang i på klaveret, så følte han at han skubbede sangen af sted, så lavede han de stille sange med guitaren, som man sad afslappet med. John havde det omvendt, han følte med guitaren i hånd, at det var noget han sprang rundt med på scenen, klaveret satte han sig afslappet ved.
Singer-songwriterne har i udpræget grad brugt guitaren, men klaveret har - sagt endnu engang - en stærk andenplads. Vi kan bare nævne navne som satirikeren Tom Lehrer fra tresserne, senere fik vi Carole King, Elton John, Chi Coltrane, Carly Simon (som skifter mellem guitar og klaver), Randy Newmann, Tom Waits - det kunne snart blive en lang liste.

Klaverets fordele

Princippet i alle disse er, at klaveret ledsager sangen med harmonier, skrevet med becifring. Klaveret er også et godt ledsageinstrument, den skarpe konkurrence fra guitaren skyldes først og fremmest, at den er transportabel. Klaveret kan lave både en basgang og akkordledsagelse på en gang, og det kan lave soloer, forspil og mellemspil helt uden at afbryde akord- og basgangen. Dens basgang kan gå helt derned, hvor basinstrumenterne også befinder sig. Det kan lægge akkorderne efter sangerens stemme, så ledsagelsen bliver diskret. Det er bestemt ikke sært, at det har været et meget brugt instrument.

Fællessang og klaver

Klaver har været er og er stadig en af de foretrukne instrumenter til fællessang. Alle steder, hvor man synger sammen, har et klaver stående af den ene eller anden type, efter lokalets størrelse og stedets budget. Det er ikke ligefrem et transportabelt instrument, så det må siges at være en nødvendighed. I kirken har man så mest brugt orglet de seneste tre århundreder, men det er stadigvæk et instrument med klaviatur.

Den traditionelle metode

Den traditionelle måde at ledsage fællessang på har været med en nodebog, der var tilknyttet sangbogen, som Den Danske Koralbog til Salmebogen, Højskolesangbogens Melodibog til Højskolesangbogen, Melodisamling til De Unges Sangbog og så fremdeles.
Her er melodien skrevet for klaver, evt. orgel, med harmonier og bas skrevet ud på noder i det for klaveret traditionelle dobbeltnodesystem med g-nøgle og f-nøgle, se Tonesystemet og nodeskriften. Melodien klinger på arrangementets højeste toner, klaveret får her en lignende funktion som en forsanger, den der holder melodien for den syngende forsamling. Samtidig ledsager det med harmonier, som gængs fællessang ikke har i sig selv.
Dette at klaveret spiller melodien bag sangen har også været tradition ved solosang her i Danmark, man kan bare høre gamle revyplader, hvor kunstneren ledsages af klaver og man kan høre det spille melodien bagved sangen.
Denne traditionelle ledsagelse til fællessang kan en ren nodespiller i den klassiske klavertradition klare helt uden besvær, som regel er arrangementerne i melodibogen ikke sværere end det kan klares efter at have spillet to-tre år, se Klassisk contra rytmisk klaver.

Den moderne metode

Den traditionelle måde at ledsage fællessang på er sejlivet, den var også i lang tid enerådende. Efterhånden som flere og flere pianister er oplært i den rytmiske tradition eller det dermed beslægtede brugsklaver, så spiller de melodien efter en enkeltnode med melodien, der har akkordangivelser ovenover. De laver selv deres arrangement efter disse akkordangivelser.
Principielt er det stadigvæk det samme: klaveret spiller melodien og føjer harmonier til, der føjes bare harmonier til efter bogstavtegnene i stedet for noder. Den kræver så, at pianisten mestrer harmonierne og deres sammensætning. Til gengæld er det ofte lettere at transponere ned eller op, hvis den noterede toneart er for høj eller lav for forsamlingens stemmer. En rigtig dygtig brugspianist kan spille melodien efter gehør.
Det er først de senere årtier, at det er blevet almindeligt. Spil efter becifringstegn, som akkordangivelser med bogstaver kaldes, blev der meget vrænget af som "snyderi," det blev omkring besættelsen forbundet med den "primitive niggermusik," som man nedladende kaldte jazzen og derfor forkastet. Den gammeldags musikpædagogik ophøjede noder som den eneste rigtige måde at notere musik på. Den holdning er heldigvis på retur, selv om jeg så kan tale meget varmt for det praktiske i at kunne noder.

Ren akkordspil

At ledsage fællessang ved bare at slå akkorder og basgang er ikke så udbredt ved klaverledsagelse, det har været mere brugt på især guitaren. Det kan være en forklaring på, hvorfor mange siger, at de ikke kan finde ud af at synge til guitarledsagelse: der er ingen melodi. Ledsagelse med kun akkorder og basgang har været og er mere almindeligt ved solosang. 

Klassisk contra rytmisk klaver

De to musiktraditioner

Der har efterhånden i vores vestlige musiktradition dannet sig to retninger, den klassiske og den rytmiske. Det har også sat sit præg på pianotraditionen, så vi har det klassiske og det rytmiske klaverspil.
Den klassiske er så kompositionsmusik, der i større eller mindre grad har rødder i middelalderens kirkesang. Den rytmiske har rødder i den musik, som de farvede slaver tog med sig fra Afrika til Den Ny Verden og fusionerede med europæernes musik. Der vil komme indlæg, der behandler to traditioner nærmere.
Det er et spørgsmål, hvor stor forskellen er på de to traditioner. Klaverteknisk er forskellen principielt ikke så stor. Man anslår jo klaveret på samme måde og bruger de samme fingersætninger. Der er dog tendens til blandt jazzpianister at lave fingersætningen lidt anderledes end i den klassiske tradition, men det er ikke noget alle rytmiske musikudøvere nødvendigvis er bundet af, og forskellen er også meget lille. Det er ikke som f. eks. guitaren, hvor man bruger forskellig slags guitar til de to traditioner og tilmed forskellig anslagsteknik. Klaveret er jo ens i de to retninger og anslås på samme måde.
Dog vil jeg ikke benægte, at der er en vis forskel. Ikke så meget, at anslaget er kraftigere i rytmisk klaver, for det er ikke helt rigtigt. Den klassiske musik har sine kraftige musikstykker, og rytmisk musik har sine bløde sange, hvor klaveret slås blødt.

Klassisk klaver

Det klassiske klaver spilles så godt som udelukkende efter noder. Her spiller man efter dobbeltnodesystemet med g-nøglen og f-nøglen til henholdsvis højre og venstre hånd, se siden om nodeskriften. Det skal holdes slavisk, alligevel er der så plads til fortolkninger omkring anslagsstyrke, dynamik o. l.
Klaveret blev aldrig en del af symfoniorkestret, men har så alligevel en stor plads i den klassiske musik som soloinstrument og i kammermusik, da det er næsten enerådende som ledsageinstrument ved sang og solostykker for melodiinstrumenter. Alt foregår her efter noder, og komponistens anvisninger skal holdes.
Det forklarer, hvorfor en, der har spillet klaver i flere år og kan spille Mozart og sværere ting, ikke altid kan spille fødselsdagssangen, når der skal fejres en fødselsdag. Han har muligvis aldrig lært den eller andre festsange. Hvis den helt igennem klassisk skolede pianist skal lære sådanne ting, så bliver det efter en nodebog med både højre og venstre hånds noder skrevet ud, se Klaver og fællessang

Rytmisk klaver

I de rytmiske genrer improviseres der meget. Det betyder ikke, at der ikke læres nogle melodier og det vil ofte ske efter noder, men en melodi læres efter et enkeltnodesystem noteret i g-nøglen. Dette enkeltnodesystem har så harmonien eller akkorden noteret ovenover med et bogstav efterfulgt af tegn, det kalder man becifring, se side om harmonilære. Ud fra den becifring sætter pianisten harmonien sammen med melodien, spiller kun akkorder når andre instrumenter eller en sanger fremfører melodien og improviserer så, når det er hans tur.
En rytmisk pianist vil godt, om han er en trænet gehørspiller, uden videre kunne spille til festsangene, han skal bare styre nogle af sine rytmemanerer. Det rytmiske klaver er også i dag meget brugt til solosang
Hvad man kalder brugsklaver ligger i princippet op ad den rytmiske tradition. Det er hyggepianisten i baren, der underholder med populære melodier. De lærer dem ofte på samme måde som den rytmiske pianist, men de improviserer næsten aldrig.

Ingen af de to traditioner er dårligere end den anden, og det er gavnligt for den rytmiske pianist at kunne spille både g og f-nøgle, ind imellem endda nødvendigt Det kan være godt for den klassiske at kunne spille nogle melodier efter gehør.
Uanset hvilken retning man vil gå, så starter man på samme måde på klaveret, se indlæg om fremgangsmåde for begyndere. Senere kan der så blive en vis forskel på, hvad man lærer.

Klaver eller piano - hvilket ord?

Et klassisk pianofortte

Klaver - piano?

Skal man nu kalde det klaver eller piano? Det lå også bag overvejelserne til denne blog. Jeg ville gerne bruge klaver, da piano også bruges på andre sprog og staves på samme måde, og nu skulle det her jo være en dansksproget side. Piano kunne få en del udenlandske søgninger ind på siden.
På den anden side ville den jo også ved at bruge klaver miste nogle danske søgninger. Nu tror jeg nok alligevel de fleste siger klaver, ret mig bare hvis jeg tager fejl.
Som man kan se har jeg valgt begge ord i titlen. Det er et gunstigt kompromis.

Ordet klaver

Men hvor kommer ordet klaver fra? Det stammer fra før man havde ,hvad vi i dag forstår ved klaver. Det var nemlig betegnelsen for alle instrumenter, der havde den række af tangenter, som vi kender fra instrumentet, om det så var orgel hed det klaver. Vores instruments umiddelbare forgænger er cembaloet, der også blev kaldt klaver. Det er også fra den tid, at man kalder den række af hvide og sorte tangenter - som tidligere kunne have andre farver - for klaviatur, et ord som stadig anvendes i dag, også et orgel og el-keyboard osv. har et klaviatur. I dag siger vi så bare klaver om det instrument, som ses på billedet.

Ordet piano

Det hed også oprindelig pianoforte. Dette navn kom af de to pedaler nederst på instrumentet, fortepedalen og pianopedalen. Forte betyder kraftigt på det klassisk musiksprog, fra italiensk, piano er svagt, også fra italiensk, og de to pedaler giver den virkning som de to ord angiver. Hvorfor italiensk? Det blev efterhånden almindeligt i den klassiske musik i løbet af det 17. århundrede, i dag bruger man også engelske betegnelser i den rytmiske musik. Efter disse to pedaler hed det altså pianoforte, og efterhånden er det blevet forkortet til piano. Herfra har udøveren af instrumentet fået navnet pianist.
De to ord må i dag betragtes som synonyme. Forskellige udgaver af klaveret

Hvorfor en blog om pianoet?

Jeg har intet imod elektroniske keyboards, synthizisers, samplers og hvad der ellers findes af instrumenter, der har et klaviatur lig med pianoets. Der er skabt meget god musik med dem.
Men lige så meget som jeg elsker lyden af den akustiske guitar uden at have noget imod elektrisk guitar, lige så meget elsker jeg også lyden af det gode gamle akustiske piano. Koncertflyglet med dets smukke klang og det opretstående klaver, der gjorde det muligt at få dette instrument med denne klang ind i stuen - skøn lyd, se nærmere om pianotyper.

Cimbalon

En filthammer i pianoet, der slår på strengen

Mange kan ikke lide lyden af forgængeren cembaloet, hvad jeg så godt kan. Det er anderledes, men kønt på en anden måde. Dets lyd dannes ved at strengene knipses, når tangenten trykkes ned, ikke helt ulig når der spilles strengeinstrumenter med plekter. Klaveret får dannet sin lyd ved at en filthammer slår på en eller flere strenge, ikke helt ulig hakkebrædttet eller cimbalonen, hvor udøveren står med to hamre og slår på strengene.
Jeg har også en blog kørende om mit hovedinstrument, guitaren, men jeg ville gerne også lave en blog om klaveret, hvor der også skulle være muligt at finde råd og vejledning for alle, der spiller det eller vil til at spille det. Der skulle så også gerne komme omtaler af koncerter, festivaler, cd'er og meget andet klaverrelateret - helt lig min guitarblog.
Vel mødt på denne blog.
Nogen spørgsmål? Prøv at finde dem under Oftest stillede spørgsmål.