Viser opslag med etiketten Musikteori. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Musikteori. Vis alle opslag

mandag

Hvordan få begyndt at spille klaver efter becifring?

Jeg håber, at du observerede overskriften var: hvordan få begyndt? Det er ikke et indlæg, hvor jeg siger, at nu kan du det. Som alt andet tager det tid, men du får startet på det.
En fremragende bog til selvstudium er Keyboard for begynder.

Hvad er becifring

Becifring er de bogstaver og andre tegn, som skrives over et nodesystem eller en sangtekst, som angiver de harmonier, også kaldet akkorder, der skal spilles. En af de to måder, som klaver er noteret ned på, er netop med et nodesystem i G-nøglen, (se siden om nodesystemet), der angiver melodien på noder med becifringtegn ovenover. Det er denne måde, der især bruges i den rytmiske musik, men også megen selskabsmusik gøres på den måde.

Start med enkeltbas

Nu er du måske kommet så langt, at du kan spille noderne flydende efter G-nøglen, og du kan spille langt de fleste melodier med en hånd efter en sangbog med becifringtegn. Hvordan skal du så komme i gang?
Det første skridt - og enhver lang rejse er begyndt med første skridt - er, at du spiller den tone i venstrehånden, som becifringen angiver. Her går jeg ud fra, at du kan klaviaturet og ved hvor tonerne ligger. De gentager jo sig selv for hvert nyt mønster af syv hvide og fem sorte tangenter, og når du så spiller melodien i højre hånd efter noderne, så spil den tone becifringen angiver under det midterste c. På nuværende tidspunkt skal du ikke bekymre dig om hvad der måtte stå af tegn efter tonen, som 7, dim, +9 og andre mærkelige ting, spil bare tonen. Spil den på første slag i hver takt, og hvis en akkord skifter midt i en takt, så spil den hvor skiftet sker. Det lyder lidt tyndt, men det er en begyndelse.
De toner du spiller i venstrehånden er dem, som noteres efter f-nøglen, når alt skrives ud på noder som i den klassiske tradition. Det kan have sin fordel at lære det, måske har du lært det, men tænk ikke på det her ved spil efter becifring under nogen omstændigheder.
Det, som du laver nu efter denne metode, er begyndelsen til at lave en bas i venstre hånd. En sådan bas , hvor du bare spiller akkordens grundtone (det kalder man den enkelttone, der har samme navn som akkorden), er enkeltbas. Det er monotont i længden, men som sagt: det er en begyndelse.

De første to akkorder.

Så vil du sikkert også gerne videre og spille hele harmonien. Nu ved jeg ikke, om du har prøvet at spille flere toner samlet efter noder, men hvis du har, så har dine fingre prøvet at spille harmoni før.
Da du startede med enkeltbas sagde jeg, at du kunne tage hvad som helt du havde ved hånden. Når du skal starte på det med at spille hele harmonien, så er jeg nok nødt til at sige: find melodier med kun to og tre akkorder og start med dem i C-dur. Her er første hæfte i Ebbe Nielsens Spil Bare Løs-serie en god start, for her er melodier på kun to og tre akkorder netop i C-dur.
Lær først C-dur akkorden. En durakkord består af grundtonen, som så er c, og en anden tone som er fire halvtoner over c'et, et e og så en tone, som er tre halvtoner over e'et, som er g. Så består den af c - e - g. Sådan bygger du alle dur-akkorder op og hvis becifringstegnet bare er et bogstav uden tilføjelse som C, så er det en sådan akkord, en treklangsakkord i dur.
Prøv nu, om du kan bygge en G-akkord op selv inden du læser videre.
Nu kommer jeg med løsningen, men hvis du ikke har gjort det, så prøv lige selv, første tone fire halvtonetrin over g, fra den tone der så kommer tæller du tre halvtonetrin.
Ok, nu kommer løsningen: g - h - d.
En grundigere forklaring på harmonier er på siden Harmonilæren.
Find nu en sang med kun to akkorder og spil melodien i højre hånd og spil akkorderne  med venstre hånden, hvor lillefinger spiller grundtone, langfinger spiller den midterste tone og tommelfinger spiller den øverste tone. Spil akkorden på første slag i hver takt, hvis det skulle være en melodi, hvor det skifter inde i en takt, så skift også der.
Det var så en begyndelse, god spillelyst.

Kan man skifte til andre instrumenter fa klaveret?

Et meget almindeligt spørgsmål er: kan man skifte til andre instrumenter, når man spiller klaver?

Tangentinstrumenter

Trækharmonika med klaviatur for højre hånd.
Klaverharmonika med klaviatur i højre hånd
Det kommer an på instrumentet, og der findes en stor gruppe instrumenter, hvor svaret helt uden videre er: ja! Denne store gruppe er instrumenter med klaviatur, for på alle disse instrumenter ligger tonerne præcis som på klaveret. I klassisk sammenhæng tænker man nok mest på orgel - kirkeorgel eller stueorgel - i rytmisk sammenhæng tænker man på alle de mangfoldige keyboardinstrumenter, som er på markedet, engang var det jo kun el-orgel. Jeg vil da også føje til, at hvis man vil spille harmonika, så kan man uden videre spille højrehånden på en klaverharmonika, her skal der så bare læres, hvordan basknapperne er placeret på venstre hånd.
Forskellen på klaveret og en stor del af de andre tangentinstrumenter er, at klaveret lyder forskelligt alt efter anslaget, mens de andre siger det samme uanset hvordan du trykker ned. Det kan kræve lidt tilvænning i starten, og mange keyboardspillere, der så spiller på ordinært klaver kan godt have en vis stivhed i anslaget. Det ændrer så ikke ved, at man har fået tonernes placering foræret ved at have lært det på klaveret.

Andre instrumenter.

Andre instrumenter må jeg sige, at her skal man lære tonernes placering på et nyt instrument. Der er så nye muskler, der skal optrænes med det nye instrument, og det går ikke uden videre fra en dag til en anden.
Du vil dog altid have fordelen, at du har lært noderne og vigtige musikbegreber på klaveret. Her har klaveret oven i købet den fordel, at det gælder til alle instrumenter. Hvis du nu spillede f. eks. fløjte, og så ville til at skifte til kontrabas, så skulle du til at lære f-nøglens nodesystem. På klaveret får du lært både g-nøgle og f-nøglesystemerne. Se Tonesystemet og nodeskriften.
På klaveret har man lært noget om basgang i venstre hånd, det kan man tage med til bas på andre basinsttrumenter, som kontrabas, tuba, fagot o. l.
Man har også lært noget om akkorder og harmonier, som man så ikke først skal til at lære, når man vil til at spille f. eks. guitar. Mange, der har spillet et melodiinstrument og så skifter til et akkordinstrument, forstår ikke meget af det med harmoni i starten. Se Harmonilæren.
Du har så også kendskab til at spille melodi, så du kender noderne til de ordinære melodiinstrumenter. Klaveret rummer det hele.

Slagtøj.

Xylofon med både stamtoner og afledte toner i klaverlignende system
Xylofon hvor øverste række svarer til sorte tangener, den nederste til hvide.
Ja, også med slagtøj af forskellig art har du jo den fordel, at du kender rytmelæren fra klaveret. Du ved hvordan musikken kører og adskillige gange slår du jo også rytmen med klaverets akkorder. Hvis det er i klassisk sammenhæng, at du vil spille slagtøj, så er det fint, at du har startet med klaver, for her bruges slagtsøjsspilleren også til at spille stavspil, instrumenter som xylofon, klokkespil, marimba o. l. Her vil du have meget let ved at finde tonerne, da stavene her er placeret i et system, der ligner klaverets fordeling af stamtoner og afledte toner, men på to grupper stave. Du skal så øve slagteknikken, den har du ikke fået med fra klaveret, men tonernes placering er ligefrem i forhold til klaver.

Med andre ord: musikkundskaben har du altid med dig fra klaveret.

søndag

Klaver og solosang


Jeg har tidligere haft et indlæg her om klaverledsagelse til fællessang. Hvad så med klaverledsagelse til solosang? Her har klaveret altid været et populært instrument, og selv om det i moderne musikformer er blevet overhalet af guitaren, så har det stadig en flot andenplads.

Klassisk klaver og sang

Helt tilbage i barokken var klaverets forløber cembaloet fast inventar, når der skulle spilles musik. Her blev sangen og instrumenterne ledsaget af cembaloet og viola da gamba - celloens forløber - i forening, der spillede efter et notationssystem, der blev kaldt basso continuo, det er lidt beslægtet med det moderne akkordbecifringssystem.
Da det moderne klaver blev opfundet midt i 1700-tallet, slog det snart igennem, og selv om symfoniorkestret holdt op med at bruge et klaviaturinstrument som ledsagelse, så fik klaveret en stærk plads som ledsageinstrument for melodiinstrumenter, når der blev komponeret soloværker for dem, og for sang.
Nogen tror, at den moderne ledsagelse af sang, hvor klaveret spiller akkorder rytmisk eller brudte akkorder, er en nymodens opfindelse, men det er det ikke. Vi har bare været vant til at høre viser foredraget af sangeren mens klaveret udover akkorderne spillede melodien unisont med sangeren i baggrunden, det er hvad man kan høre på gamle revyplader eller viseindspilninger, hvor klaveret er eneste ledsageinstrument. I de tidlige solosange indenfor klassisk musik spillede man også kun harmonierne bag sangeren. Forskellen er, at det var skrevet ud på noder, hvor man i nyere tid har brugt akkordangivelser, kaldet becifringstegn. Så ideen med klaveret, der spiller melodien bag solosangeren, er mere "nymodens."
Mest kendt inden for klassisk sang er nok hvad man kalder lieder, hvor en solosanger synger en sang ledsaget af klaveret. Mozart komponerede nogle stykker, de fleste af os kender godt hans Kom Maj du Søde Milde. Franz Schubert blev den store fornyer, hvor versene kunne skifte melodi eller variere melodien alt efter tekstens indhold, men også at klaveret fik en slags selvstændig stemme på ligefod og i med- og modspil til sangeren.
Et eksempel er hans sang om Forellen, hvor klaveret efterligner fiskens slåen med halen, melodien bliver mørk og dyster da fiskeren kaster sin krog ud og klaveret stiger i kraft med nogle dramatiske akkorder og laver til sidst en nedadgående bevægelse, da forellen er fanget.
Schubert fik efterfølgere i Schumann, Brahms - der så var mere konservativ i sin liedform - og Hugo Wolff, der førte lieden ind i det 20. århundrede med sine eksperimenter, der gav ham tilnavnet liedens Wagner. I det 20 århundrede er der også komponeret lieder, der bruger det samme tonesprog, som har karakteriseret dette århundredes kompositionsmusik i øvrigt.

Rytmisk klaver og sang

I den rytmiske musik har klaveret så også som sagt en stærk andenplads i forhold til guitaren. Nu er det så ikke så tit, at man her hører klaveret ledsage en sanger uden andre at instrumenter er tilstede, men det spiller altid harmonier, der ledsager sangen, som de gamle lieder, de bliver så ofte spillet efter gehør eller becifringstegn.
I den urbane del af bluesmusikken, som blev sunget meget på værtshusene, var sangen ofte ledsaget af klaver, man kan her høre de klassiske indspilninger med Bessie Smith og andre gamle bluesfolk. Den er så også fortsat i bluesmusikken, man kan bare tænke på Ray Charles. Det blev efterhånden fast inventar i jazzbandet og er fast bestanddel af rytmegruppen med sine akkorder sammen med kontrabas og trommer, det bruges så også til ledsagelse af solosangere. Det improviserer for det meste soloer mellem nogle af versene.
Trods guitarens fremmarch i halvtredsernes rock var der nogen, der holdt fast på klaveret, som Jerry Lee Lewis, Fats Domino og Little Richard. The Beatles elskede at bruge klaveret, vi kan bare tænke på klassikere som Let It Be, Martha My Dear, Penny Lane, You never give me your money og så Maybe I'm Amazed og Imagine fra henholdsvis Paul McCartney og John Lennons solokarrierer. Det sjove træk er her, at Paul foretrak at lave sange med gang i på klaveret, så følte han at han skubbede sangen af sted, så lavede han de stille sange med guitaren, som man sad afslappet med. John havde det omvendt, han følte med guitaren i hånd, at det var noget han sprang rundt med på scenen, klaveret satte han sig afslappet ved.
Singer-songwriterne har i udpræget grad brugt guitaren, men klaveret har - sagt endnu engang - en stærk andenplads. Vi kan bare nævne navne som satirikeren Tom Lehrer fra tresserne, senere fik vi Carole King, Elton John, Chi Coltrane, Carly Simon (som skifter mellem guitar og klaver), Randy Newmann, Tom Waits - det kunne snart blive en lang liste.

Klaverets fordele

Princippet i alle disse er, at klaveret ledsager sangen med harmonier, skrevet med becifring. Klaveret er også et godt ledsageinstrument, den skarpe konkurrence fra guitaren skyldes først og fremmest, at den er transportabel. Klaveret kan lave både en basgang og akkordledsagelse på en gang, og det kan lave soloer, forspil og mellemspil helt uden at afbryde akord- og basgangen. Dens basgang kan gå helt derned, hvor basinstrumenterne også befinder sig. Det kan lægge akkorderne efter sangerens stemme, så ledsagelsen bliver diskret. Det er bestemt ikke sært, at det har været et meget brugt instrument.

fredag

Fællessang og klaver


Klaver har været er og er stadig en af de foretrukne instrumenter til fællessang. Alle steder, hvor man synger sammen, har et klaver stående af den ene eller anden type, efter lokalets størrelse og stedets budget. Det er ikke ligefrem et transportabelt instrument, så det må siges at være en nødvendighed. I kirken har man så mest brugt orglet de seneste tre århundreder, men det er stadigvæk et instrument med klaviatur.

Den traditionelle metode

Den traditionelle måde at ledsage fællessang på har været med en nodebog, der var tilknyttet sangbogen, som Den Danske Koralbog til Salmebogen, Højskolesangbogens Melodibog til Højskolesangbogen, Melodisamling til De Unges Sangbog og så fremdeles.
Her er melodien skrevet for klaver, evt. orgel, med harmonier og bas skrevet ud på noder i det for klaveret traditionelle dobbeltnodesystem med g-nøgle og f-nøgle, se Tonesystemet og nodeskriften. Melodien klinger på arrangementets højeste toner, klaveret får her en lignende funktion som en forsanger, den der holder melodien for den syngende forsamling. Samtidig ledsager det med harmonier, som gængs fællessang ikke har i sig selv.
Dette at klaveret spiller melodien bag sangen har også været tradition ved solosang her i Danmark, man kan bare høre gamle revyplader, hvor kunstneren ledsages af klaver og man kan høre det spille melodien bagved sangen.
Denne traditionelle ledsagelse til fællessang kan en ren nodespiller i den klassiske klavertradition klare helt uden besvær, som regel er arrangementerne i melodibogen ikke sværere end det kan klares efter at have spillet to-tre år, se Klassisk contra rytmisk klaver.

Den moderne metode

Den traditionelle måde at ledsage fællessang på er sejlivet, den var også i lang tid enerådende. Efterhånden som flere og flere pianister er oplært i den rytmiske tradition eller det dermed beslægtede brugsklaver, så spiller de melodien efter en enkeltnode med melodien, der har akkordangivelser ovenover. De laver selv deres arrangement efter disse akkordangivelser.
Principielt er det stadigvæk det samme: klaveret spiller melodien og føjer harmonier til, der føjes bare harmonier til efter bogstavtegnene i stedet for noder. Den kræver så, at pianisten mestrer harmonierne og deres sammensætning. Til gengæld er det ofte lettere at transponere ned eller op, hvis den noterede toneart er for høj eller lav for forsamlingens stemmer. En rigtig dygtig brugspianist kan spille melodien efter gehør.
Det er først de senere årtier, at det er blevet almindeligt. Spil efter becifringstegn, som akkordangivelser med bogstaver kaldes, blev der meget vrænget af som "snyderi," det blev omkring besættelsen forbundet med den "primitive niggermusik," som man nedladende kaldte jazzen og derfor forkastet. Den gammeldags musikpædagogik ophøjede noder som den eneste rigtige måde at notere musik på. Den holdning er heldigvis på retur, selv om jeg så kan tale meget varmt for det praktiske i at kunne noder.

Ren akkordspil

At ledsage fællessang ved bare at slå akkorder og basgang er ikke så udbredt ved klaverledsagelse, det har været mere brugt på især guitaren. Det kan være en forklaring på, hvorfor mange siger, at de ikke kan finde ud af at synge til guitarledsagelse: der er ingen melodi. Ledsagelse med kun akkorder og basgang har været og er mere almindeligt ved solosang

lørdag

Hvad er hørelære?



Undervisning i hørelære er noget, som bliver tilbudt, dels i folkeoplysningen, dels er det fast punkt på de deciderede musikskoler. Hvad er det dog for noget, bliver jeg ofte spurgt om?
På engelsk hedder det "ear training," der ordret oversat betyder "øretræning." Det er en rammende betegnelse, for man træner øret i at genkende bestemte musikalske elementer. Det skal skelnes fra musikteori, i en nøddeskal kan man sige, at i musikteorien lærer man om de musikalske elementer og deres brug, i hørelæren lærer man at genkende dem med øret. Det er en god hjælp, uanset hvad man spiller, også når man spiller klaver.
Groft set består hørelæren af fire elementer:

At kunne genkende intervaller.

Det starter med at man skal genkende intervallerne, de trin der er mellem to toner, og det gælder både når de to toner spilles efter hinanden eller samtidig.
Når vi spiller på klaver efter gehør  kan intervalgenkendelsen være en stor hjælp. En melodi består af en serie intervaller spillet efter hinanden, så jo bedre du genkender intervallerne jo bedre kan du spille en melodi efter gehør. Det leder til næste element.

Melodigenkendelse.

Det kommer, når eleverne er blevet gode til at genkende intervallerne. Her spiller læreren en melodistump, og så skal eleven kunne gengive den på sit instrument eller med sin stemme. Her er ingen tvivl om, at vil hjælpe med at spille melodien efter gehør på dit piano, er det ikke det, en stor del af os har gjort med en mundharpe som barn? Gør vi det ikke, når vi skal lære en ny sang, vi ikke har hørt før? I hørelæren bliver man bare bedre til det.

Rytmegenkendelse.

Hvis en melodi ikke bliver spillet med de rigtige nodeværdier - korte og lange noder (se Rytmelæren) - og retteligt på takten, så kan den snart blive ukendelig, og det kan vælte det hele i en sammenspilssituation. Denne del går ud på, at man hører en rytme slået an, og så gengiver man den selv bagefter med håndklap eller lille rytmeinstrument. Så denne del af hørelæren hører også med til at spille melodien efter gehør.

Harmonigenkendelse.

Her lærer man at genkende akkorder, hvad type det er - i første omgang dur eller mol, efterhånden dim og aug og senere de mere pyntede akkorder  Hvis du som mange andre pianister bruger klaveret til ledsagelse af melodier med akkorder i venstrehånd eller ledsager sangere og soloinstrumenter med akkorder, så vil du helt sikkert kunne se en brugbar hjælp i denne del af hørelæren. Her kan du genkende akkorder og dermed efterhånden akkordfølger, og det kan være en stor hjælp når du skal sætte akkorder til en melodi efter gehør.

Om du efter dette tænker, at du gerne vil have noget hørelære, så er det fint. Du skal bare ikke tro, at du får det hele ved klaverundervisning - det gælder det samme som jeg har sagt i forbindelse med musikteori, der skal også være tid til det egentlige formål, at lære at spille.
Men lidt træning af øret sniger sig dog altid ind i forbindelse med undervisning på et musikinstrument, det kommer af sig selv. Vil du have mere hørelære end det, så er der hold på aftenskolerne.
Desuden finder du en glimrende on-line træner i hørelære på Musictheory.net, der også - som navnet siger - lærer noget musikteori. Den indeholder også værdifuld viden om klaveret. Tjek den ud, hvis du ikke har råd til at gå til hørelære, og også hvis du gerne vil have noget viden om musik.

mandag

Musikteori - nyttig viden eller volapyk?


Det er ikke kun nybegyndere, der stiller overskriftens spørgsmål, det kommer også fra nogen, der har været i gang i kortere eller længere tid.

Lidt erfaringer fra undervisning.

I min egen undervisning har jeg oplevet at få spørgsmål, der er relateret til musikteorien, det stilles på begynderhold især af nogen, der har spillet et andet instrument før. Både jeg selv og andre lærere svarer efter bedste evne, vi kender godt svarene. Det vanskelige kan være at forklare det, så begyndere kan fatte det, især begyndere, der ikke har spillet noget andet instrument før.
Her er det at mange står af og fristes til at besvare overskriftens spørgsmål med: volapyk!

Kan vi ikke bare spille løs på klaveret?

Holdningen er ofte, at man behøver da ikke al den tørre viden, kan man ikke bare spille?
Jeg vil svare ja til sidste sætning,  især i starten må det være sådan. Måske forstår du ikke i starten, hvorfor det hedder dur, hvorfor man bruger to sorte tangenter til D-dur o. l., men tænk ikke for meget over det i den fase, bare godtag det og lær melodierne.
Sagt med et billede: når du finder vej ved hjælp af et kort, så tænker du ikke over, hvorfor vejene har fået det navn de har eller hvorfor husene er bygget der hvor de er. Du godtager at vejene går der hvor de er. Når du er blevet kendt i kvarteret, så kan du begynde at finde ud af dets historie, hvordan gaderne opstod, og hvad fremtiden for kvarteret er.
Sådan må det at finde vej til at spille tages i starten - for den sags skyld også ved mange nye skridt, når man er blevet øvet i at spille.

Musikteorien som gavnlig viden.

Den anden side af sagen er, at musikteori kan være nyttig viden - i mange tilfælde endda nødvendig viden. Vi kommer længst på et musikinstrument med en vis forståelse - den kommer ikke på en dag, men spil løs også før forståelsen er kommet. Mange stopper, fordi de stirrer sig blinde på, hvad de ikke forstår - mit bedste råd er: glem det! Hvad du ikke fatter i dag, fatter du måske i morgen, og du kan spille løs før det.
Lad mig nævne nogen eksempler på, hvor musikteorien er nyttig:
Improviserede soloer. Er du en af dem, der vil dyrke improviseret solospil, som det kendes fra de rytmiske genrer, så er det absolut nødvendigt at kende skalaerne, og hvilke akkorder de hører til for at vide, hvad der går i de forskellige akkordskift. Ledsagelse af sang. Når man ledsager sang ved hjælp af akkordangivelser, så må man kende akkordernes opbygning.
Det var bare eksempler - jeg håber, at de viser, at musikteori i hvert fald ikke er ubrugelig. Især ikke hvis den suppleres med hørelære, hvor det suppleres med at man genkender de musikalske elementer.

Et lille slutord: forvent ikke, at instrumentalundervisning giver dybdegående indføring i musikteori. Ellers ville der slet ikke blive tid til at lære at spille. Musikteori i den forbindelse vil ofte være det rent og skært nødvendige. Er du interesseret i dybtgående indføring, så meld dig hellere på et musikteorihold på aftenskolen ved siden af din klaverundervisning eller læs en større bog om musikteori.
Dog må fordelen ved klaveret siges at være, at her får man ofte meget musikteori ind automatisk helt uden at det bliver for tungt.
Eller lær det fra denne her glimrende web-indføring: Musikipedia - Teori

Follow my blog with Bloglovin