Find en afslappet stilling til at spille klaver

Det er vigtigt at sidde afslappet, når du skal spille. I starten sidder du sikkert og spænder - det gør vi, når vi skal udføre noget uvant. Det gør bare det uvante sværere end det behøver at være, så sørg for at tjekke, at du virkelig sidder i en god stilling.

Tjek godt efter, om du ikke sidder for højt eller for lavt. Dine underarme skal være helt vandrette i forhold til klaviaturet, så bliver dine håndled mest afslappede og dermed spiller du bedst. Hvis de skråner nedad, så sidder du for lavt. Skråner de opad, så sidder du for højt. Find en stol, der passer til din højde, eller, hvis det er en indstillelig klaverstol, så tilpas den din højde.
Så må du heller ikke sidde for langt væk eller for tæt på. Underarm og overarm skal være vinkelrette i forhold til hinanden, sidder du for langt fra, så bliver vinklen mere lige, så skal du sidde og række langt ud efter klaviaturet, det hæmmer spillefriheden for hænderne. Sidder du for tæt på, så presses over- og underarm sammen, også det hæmmer hændernes bevægelsesfrihed.

Tjek så:

• Bider du tænderne sammen? Lad kæben hænge afslappet.
• Er dine skuldre løftet? Sænk dem.
• Er din ryg lige? Hvis ikke, så ret den.
• Er nogle af dine muskler spændte? Lad dem slappe af.

Kort og godt: slap af så meget som muligt! Brug kun de nødvendige muskler.

Fællessang og klaver

Klaver har været er og er stadig en af de foretrukne instrumenter til fællessang. Alle steder, hvor man synger sammen, har et klaver stående af den ene eller anden type, efter lokalets størrelse og stedets budget. Det er ikke ligefrem et transportabelt instrument, så det må siges at være en nødvendighed. I kirken har man så mest brugt orglet de seneste tre århundreder, men det er stadigvæk et instrument med klaviatur.

Den traditionelle metode

Den traditionelle måde at ledsage fællessang på har været med en nodebog, der var tilknyttet sangbogen, som Den Danske Koralbog til Salmebogen, Højskolesangbogens Melodibog til Højskolesangbogen, Melodisamling til De Unges Sangbog og så fremdeles.
Her er melodien skrevet for klaver, evt. orgel, med harmonier og bas skrevet ud på noder i det for klaveret traditionelle dobbeltnodesystem med g-nøgle og f-nøgle, se Tonesystemet og nodeskriften. Melodien klinger på arrangementets højeste toner, klaveret får her en lignende funktion som en forsanger, den der holder melodien for den syngende forsamling. Samtidig ledsager det med harmonier, som gængs fællessang ikke har i sig selv.
Dette at klaveret spiller melodien bag sangen har også været tradition ved solosang her i Danmark, man kan bare høre gamle revyplader, hvor kunstneren ledsages af klaver og man kan høre det spille melodien bagved sangen.
Denne traditionelle ledsagelse til fællessang kan en ren nodespiller i den klassiske klavertradition klare helt uden besvær, som regel er arrangementerne i melodibogen ikke sværere end det kan klares efter at have spillet to-tre år, se Klassisk contra rytmisk klaver.

Den moderne metode

Den traditionelle måde at ledsage fællessang på er sejlivet, den var også i lang tid enerådende. Efterhånden som flere og flere pianister er oplært i den rytmiske tradition eller det dermed beslægtede brugsklaver, så spiller de melodien efter en enkeltnode med melodien, der har akkordangivelser ovenover. De laver selv deres arrangement efter disse akkordangivelser.
Principielt er det stadigvæk det samme: klaveret spiller melodien og føjer harmonier til, der føjes bare harmonier til efter bogstavtegnene i stedet for noder. Den kræver så, at pianisten mestrer harmonierne og deres sammensætning. Til gengæld er det ofte lettere at transponere ned eller op, hvis den noterede toneart er for høj eller lav for forsamlingens stemmer. En rigtig dygtig brugspianist kan spille melodien efter gehør.
Det er først de senere årtier, at det er blevet almindeligt. Spil efter becifringstegn, som akkordangivelser med bogstaver kaldes, blev der meget vrænget af som "snyderi," det blev omkring besættelsen forbundet med den "primitive niggermusik," som man nedladende kaldte jazzen og derfor forkastet. Den gammeldags musikpædagogik ophøjede noder som den eneste rigtige måde at notere musik på. Den holdning er heldigvis på retur, selv om jeg så kan tale meget varmt for det praktiske i at kunne noder.

Ren akkordspil

At ledsage fællessang ved bare at slå akkorder og basgang er ikke så udbredt ved klaverledsagelse, det har været mere brugt på især guitaren. Det kan være en forklaring på, hvorfor mange siger, at de ikke kan finde ud af at synge til guitarledsagelse: der er ingen melodi. Ledsagelse med kun akkorder og basgang har været og er mere almindeligt ved solosang. 

Klassisk contra rytmisk klaver

De to musiktraditioner

Der har efterhånden i vores vestlige musiktradition dannet sig to retninger, den klassiske og den rytmiske. Det har også sat sit præg på pianotraditionen, så vi har det klassiske og det rytmiske klaverspil.
Den klassiske er så kompositionsmusik, der i større eller mindre grad har rødder i middelalderens kirkesang. Den rytmiske har rødder i den musik, som de farvede slaver tog med sig fra Afrika til Den Ny Verden og fusionerede med europæernes musik. Der vil komme indlæg, der behandler to traditioner nærmere.
Det er et spørgsmål, hvor stor forskellen er på de to traditioner. Klaverteknisk er forskellen principielt ikke så stor. Man anslår jo klaveret på samme måde og bruger de samme fingersætninger. Der er dog tendens til blandt jazzpianister at lave fingersætningen lidt anderledes end i den klassiske tradition, men det er ikke noget alle rytmiske musikudøvere nødvendigvis er bundet af, og forskellen er også meget lille. Det er ikke som f. eks. guitaren, hvor man bruger forskellig slags guitar til de to traditioner og tilmed forskellig anslagsteknik. Klaveret er jo ens i de to retninger og anslås på samme måde.
Dog vil jeg ikke benægte, at der er en vis forskel. Ikke så meget, at anslaget er kraftigere i rytmisk klaver, for det er ikke helt rigtigt. Den klassiske musik har sine kraftige musikstykker, og rytmisk musik har sine bløde sange, hvor klaveret slås blødt.

Klassisk klaver

Det klassiske klaver spilles så godt som udelukkende efter noder. Her spiller man efter dobbeltnodesystemet med g-nøglen og f-nøglen til henholdsvis højre og venstre hånd, se siden om nodeskriften. Det skal holdes slavisk, alligevel er der så plads til fortolkninger omkring anslagsstyrke, dynamik o. l.
Klaveret blev aldrig en del af symfoniorkestret, men har så alligevel en stor plads i den klassiske musik som soloinstrument og i kammermusik, da det er næsten enerådende som ledsageinstrument ved sang og solostykker for melodiinstrumenter. Alt foregår her efter noder, og komponistens anvisninger skal holdes.
Det forklarer, hvorfor en, der har spillet klaver i flere år og kan spille Mozart og sværere ting, ikke altid kan spille fødselsdagssangen, når der skal fejres en fødselsdag. Han har muligvis aldrig lært den eller andre festsange. Hvis den helt igennem klassisk skolede pianist skal lære sådanne ting, så bliver det efter en nodebog med både højre og venstre hånds noder skrevet ud, se Klaver og fællessang

Rytmisk klaver

I de rytmiske genrer improviseres der meget. Det betyder ikke, at der ikke læres nogle melodier og det vil ofte ske efter noder, men en melodi læres efter et enkeltnodesystem noteret i g-nøglen. Dette enkeltnodesystem har så harmonien eller akkorden noteret ovenover med et bogstav efterfulgt af tegn, det kalder man becifring, se side om harmonilære. Ud fra den becifring sætter pianisten harmonien sammen med melodien, spiller kun akkorder når andre instrumenter eller en sanger fremfører melodien og improviserer så, når det er hans tur.
En rytmisk pianist vil godt, om han er en trænet gehørspiller, uden videre kunne spille til festsangene, han skal bare styre nogle af sine rytmemanerer. Det rytmiske klaver er også i dag meget brugt til solosang
Hvad man kalder brugsklaver ligger i princippet op ad den rytmiske tradition. Det er hyggepianisten i baren, der underholder med populære melodier. De lærer dem ofte på samme måde som den rytmiske pianist, men de improviserer næsten aldrig.

Ingen af de to traditioner er dårligere end den anden, og det er gavnligt for den rytmiske pianist at kunne spille både g og f-nøgle, ind imellem endda nødvendigt Det kan være godt for den klassiske at kunne spille nogle melodier efter gehør.
Uanset hvilken retning man vil gå, så starter man på samme måde på klaveret, se indlæg om fremgangsmåde for begyndere. Senere kan der så blive en vis forskel på, hvad man lærer.